Christina Hesselholdt

Hesselholdt er i gang med en romantrilogi, som har det udgangspunkt, at hver bog skal være inspireret af en dokumentarfilm. Bind to i serien, Virginia is for lovers, udkom sidste år, men den første var Vivian fra 2016. Det er ikke usædvanligt, at forfattere fremmer den kunstneriske proces med den form for selvvalgte benspænd, men ud over at inspirere Hesselholdt til historien – hvilket jo også er væsentligt nok – er det svært at se, hvordan filmformatet har været med til forme bogen. Det er heller ikke så vigtigt, for det er en glimrende roman, der udmærket kan læses uden kendskab til projektet.

Vivian Maier var en amerikansk gadefotograf, der fra starten af 1940’erne og frem til sin død i 2009 tog hundredetusindvis af fotografier. Tit og ofte fandt hun sine motiver på storbyernes gader, hvor hun var i konstant bevægelse i sit slidte tøj og sine herresko, der ikke levede op til tidens modeidealer, men som til gengæld var gode at trave i. Maier udstillede aldrig sine billeder og er først senere blevet opdaget som en væsentlig amerikansk kunstner. I stedet ernærede hun sig som barnepige, som var netop den type ufaglært arbejde, der gav hende bevægelsesfrihed. Børnene blev så hevet med, enten i klapvogn eller på egne ben, som de måtte lære at bruge i en vis fart.
Romanen fortæller historien om Maiers opvæks i en tysk-fransk indvandrerfamilie i 1920’ernes og 1930’ernes New York. Familien var netop så levende og alsidig, som man kunne forvente, men det var også en familie præget af store ulykker. Faderen drak alt for meget og blev til tider voldelig, så forældrene levede som hund og kat, og de endte da også med at gå fra hinanden. Broderen blev vagabond og narkoman, og da tiderne var sortest, rejste Vivian med moderen tilbage til den landsby i de franske alper, som de var udvandret fra.

Opvæksten og familiehistorien er det ene tyngdepunkt i bogen. Det andet tyngdepunkt er tiden i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor Vivan var barnepige for familien Rice i Chicago. Det var et af en lang række ansættelsesforhold, som Hesselholdt bruger som omdrejningspunkt for den side af Maiers tilværelse. Det spiller nok også ind, at Chicago med raceuroligheden og demokraternes notoriske konvent i 1968 var omdrejningspunkt for den frigørelsesproces, som bogen også kredser om. En proces, hvor kvinder i langt højere grad fik mulighed for at realisere deres egne drømme og gå deres egne veje.

I Hesselholdts fremstilling var Vivian Maier tydeligvis en kantet personlighed, drevet af en ubønhørlig kunstnerisk skabertrang. At billederne sjældent blev fremkaldt og aldrig udstillet spillede ingen rolle. Her fortæller Sarah Rice om et episode, hvor Vivian ville sælge hende et billede af datteren Ellen:

”’Det er et voldsomt billede, Viv’, sagde jeg, og det var det. Ellen var på vej op ad en lang næsten lodret trappe til en rutsjebane der var snoet som en serpentine. … Men Ellen var alene på den halsbrækkende trappe. Og hvorfor? Fordi Vivian Maier var optaget af at fotografere sceneriet. Hende havde jeg overladt Ellen til. Og hvorfor var jeg der ikke selv ligesom de andre forældre. Der var fædre på billedet, det måtte være en søndag. …
’Kunst er ikke et sted man hygger sig’, sagde hun.” (s. 102-103)

Teksten glider ubesværet fra skildringen af fotografiet over Sarahs alvorlige tvivl til Vivans selvbevidste konstatering af kunstens væsen. Alt sammen skrevet i et smukt og ligetil sprog.

Historien er bygget op i kapitler, som igen er inddelt i små tekststykker med titel efter den person, historien fortælles fra. Det kan være Mr. og Mrs. Rice, oftest er det Viv, andre gange er det hendes familiemedlemmer. Mange tekststykker har titlen ”fortælleren”. De bruges typisk til at fastlægge fakta og fortælle rammerne om historien, men undertiden diskuterer fortælleren også med romanens personer. Den særlige form tydeliggør de forskellige synsvinkler i historien. Jeg er dog ikke sikker på, at fortællerkonstruktionen er andet end et sjovt påfund. Hvis formålet er at tydeliggøre forfatterens position, kan det i hvert fald diskuteres, om resultatet ikke er det modsatte: Fortælleren kan ses som endnu et forsøg på at tilsløre forfatteren, der jo i sidste ende står bag alle personernes ord.

Hesselholdt skriver godt, og Vivian Maier er en interessant skikkelse, som forfatteren formår at give et rigt indre liv og et tæt samspil med menneskene omkring hende. Jeg har ikke set den dokumentarfilm, der satte Hesselholdt i gang med romanen, men netop i skabelsen af nuancerede personer, som man kan relatere til og få en dybere forståelse for, ligger en af romankunstens største styrker. Vivian er letlæst, kompleks og spændende.… (mer)

I was rapt by the first section of the book, and then slowly started to hate the whole thing. There is an objective reason for this, which a superior reviewer has told me: this is really four novellas, not one novel, and I can imagine being much more enthralled by the whole thing had I read it over a period of eight years, instead of eight days.

There is also a subjective reason for this: reading the first section, it was clear that the book is identity political literature for rich white people, which is essentially what I am. I kept waiting for the book to develop some critical bite, but instead, it got softer and softer and nudged me to sympathise more and more with these horrible people (qui? c'est moi). It was a repulsive experience.

Having said that, I'd much rather read this than a single page of K Ove K, the last volume of whose Struggle is glaring at me from the half-read pile.… (mer)

Andet bind om Camilla, Charles, Edward og de andre tager tråden op fra Camilla and the horse. Personerne er de samme, og det er problematikkerne langt hen af vejen også: Camilla og Charles’ stormfulde parforhold sættes nu på prøve af den rygsygdom, der lænker ham til sengen. Alma stræber efter uafhængighed fra lægen Kristian. Edward er så småt ved at komme sig over tabet af forældrene, og hans ekskone Alwilda fremstår som den stærkeste af dem – men også som den, der er mest alene.

Der er ikke tale om noveller i traditionel forstand. Personerne går igen, og i den enkelte fortælling skifter synsvinkel og hovedperson ofte flere gange. Det er – som Hesseholdt også selv skriver – en fortællekreds, hvor vi får afdækket livet hos en gruppe kunstneriske venner i dagens Danmark. (Det er vist uundgåeligt, at der dukker en samlet udgave op i butikkerne, hvor tredje bind fra i år også er med. Det giver i hvert fald god mening at læse fortællingerne som en del af et hele.)

Hesselholdts sprog er flydende, og bogen er fyldt med små skarpe iagttagelser. Tag nu denne betragtning, som Camilla gør sig på en forfatterrejse til Beograd:

”Hvorfor forstærker rejsen den eksistentielle ensomhed, aldrig er jeg nærmere døden og afgrunden, end når jeg er alene på rejse. Jeg har allerede svaret. En ingen blandt ingen kendte ansigter. Og ingen kendte, udenadlærte strækninger. Dødsrige, blankhed, udviskede træk, bortvendthed, tilbagetrækning, flygtende skygger, blodløshed. Det var lige før jeg længtes efter receptionisten. Jeg tænker med rædsel, at sådan vil jeg engang kunne få det derhjemme – hvis jeg overlever alle, jeg holder af. Træskoene bør stilles i takt, lad mig holde takten.” (s. 28)

En flot formulering, men man kan ikke lade være med at bekymre sig for Camilla, som endnu ikke er fyldt fyrre. Er det ikke lidt for tidligt at bekymre sig for, at ens venner dør først?

Et andet interessent aspekt er de litterære rejser. I første bind var det Brontë-søstrenes forblæste hedeegne, der blev opsøgt. Denne gang er Camilla på sporet af Virginia Woolf og Silvia Plath. Man kan grine meget af pilgrimsrejserne til Graceland, men bogen viser tydeligt, at det er helt naturligt at opsøge sine forbilleder fysisk, uanset at deres værk er abstrakt og tilgængeligt alle steder.

Man kommer til at kende og holde af personerne, og bogen lever i glimt af sproglig ekvilibrisme og tankevækkende iagttagelser. Det er helt bestemt en stor oplevelse at læse, men det er ikke en bog, der i kraft af plot eller personer brænder sig fast i bevidstheden.… (mer)