Lars R. Møller
Författare till Vi slår ihjel og lever med det
Om författaren
Verk av Lars R. Møller
Taggad
Allmänna fakta
Det finns inga Allmänna fakta än om den här författaren. Du kan lägga till några.
Medlemmar
Recensioner
Indeholder "Forord", "Indledning", "Hvad er en snigskytte?", " At dræbe", " Skudsår og ballistik", " Skydeteori", "1000 - 1850", " Den teknologiske udvikling", " Den Amerikanske Uafhængighedskrig", " Napoleonskrigene", "1850 - 1914", " Den teknologiske udvikling", " Den Amerikanske Borgerkrig", " Boerkrigen", "1914 - 1918", " Den teknologiske udvikling", " Første Verdenskrig", " Første fase (1914 - 1915)", " Anden fase (1915 - 1916)", " Tredje fase (1916 - 1918)", " Fjerde fase (1918)", "1918 - 1945", " Den teknologiske udvikling", " Mellemkrigstiden", " Anden Verdenskrig", " Uddannelse", " Den vesteuropæiske krigsskueplads", " Krigen i Sovjetunionen", " Nordafrika og Italien", " Invasionen", " Krigen i Stillehavet", "1945 - 1975", " Den teknologiske udvikling", " Koreakrigen (1950 - 1953)", " Vietnamkrigen (1961 - 1972)", " Det amerikanske marinekorps", " Den amerikanske hær", " Fjenden", " Konklusion", "Konflikter", " Aden (1963 - 1967)", " Angola (1973)", " Libanon (1982)", " Nordirland (1969 - 1998)", " Falklandskrigen (1982)", " Grenada (1983) og Panama (1989)", " Somalia (1992)", " Jugoslavien (1991 - 1995)", "1975 - 2013", " Den teknologiske udvikling", " Irak", " Fjenden", " Afghanistan", "Danske skarpskytter", " Moderne uddannelse af snigskytter", " Danske skarpskytter i krig", " Før Anden Verdenskrig", " Anden Verdenskrig", " Efter Anden Verdenskrig", " De danske finskytter", " Afghanistan", "Afslutning", "Billedfortegnelse", "Kilder", "Noter".
"Forord" fortæller hvad bogen handler om.
"Indledning" handler om sprogbrug, fagtermer og metersystem versus amerikanske måleenheder, fx kaliber 12, som er størrelsen på blykugler, når man støber 12 stks ud af et engelsk pund bly, dvs 454 gram. Så kalder man også den tilhørende bøsseløbsdiameter for kaliber 12 og måske også den deraf afledte længde på bøssen.
"Hvad er en snigskytte?" handler om snigskytter, finskytter og jægere og hvorfor de andre soldater ikke synes om snigskytter.
" At dræbe" handler om mentale forudsætninger.
" Skudsår og ballistik" handler om hvad der sker, når man rammer nogen med et projektil. Der er vild forskel på kugler, projektiler og højhastighedsprojektiler.
" Skydeteori" handler om forskelle på glatløbede bøsser og riffelborede geværer. Og på hvilken ammunition, man kan bruge.
"1000 - 1850" handler om perioden fra år 1000 til ca 1850.
" Den teknologiske udvikling" handler om småkanoner med luntelåse. Mere præcise mekaniske låse, brug af patroner, krudthorn og gradvis afløsning af langbuer og armbrøste med noget, der ligner moderne geværer. Gamle skydekonkurrencer og bevarede resultater er glimrende kilder til hvor præcise de gamle våben var.
" Den Amerikanske Uafhængighedskrig" handler om upræcise våben på begge sider. Benjamin Franklin mente fx at bue og pil havde været bedre. Efter kort tid går amerikanerne over til guerillakrig og de er meget bedre til langdistanceskud, så engelske officerer lever ikke så længe. Direktivet er at skyde efter briternes epauletter (som kun officererne bærer). Englænderne synes at det er unfair og usportsligt. 19 september 1777 dræber Timothy Murphy den britiske brigadegeneral Simon Fraser på 275 meters afstand og er stærkt medvirkende til amerikansk sejr. Briterne bruger Brown Bess geværer, der er nogenlunde ud til 75 meter. En Patrick Ferguson laver en fremragende riffel, men han bliver skudt af en amerikansk soldat og får ikke nogen stor indflydelse.
" Napoleonskrigene" handler om franske og engelske våben. I 1809 skyder en engelsk soldat den 31-årige franske general Auguste François Colbert med en middelmådig engelsk Baker riffel og redder briternes tilbagetog mod Corunna. Til gengæld får en fransk marineinfanterist Robert Guillemard ram på Horatio Nelson under slaget om Trafalgar.
"1850 - 1914" handler om teknologisk udvikling, masseproduktion af rifler og kikkertsigter og nølende adaption af nye militærtaktikker.
" Den teknologiske udvikling" handler om bedre rifler, meget højere antal skud pr minut og moderne metalpatroner.
" Den Amerikanske Borgerkrig" handler om at nordstaterne selv laver geværer, mens sydstaterne er nødt til at købe dyrt fordi de ikke selv har nogen nævneværdig industri. Fx koster en Whitworth med 1000 patroner 1000 dollars svarende til 180000 kr i dag. I starten af krigen forsøgte man sig med den gamle taktik med artilleri tæt på fjenden og med kardæsk ammunition, men med de nyere rifler blev alle artilleristerne skudt inden de fik fyret et skud af selv. I 1862 købte Lincoln geværer opfundet af Christian Sharps som var gode ud til ca 1500 meter. To skarpskytteregimenter gør virkeligt ondt på sydstaterne, fx ved Malvern Hill i juni 1862. Sydstaterne har også skarpskytter og fx bliver general John F. Reynolds skudt 1. juli 1863 og sydstaterne erobrer derfor Gettysburg. En unionsofficer henretter en sydstatsmands to sønner og afleverer hovederne til ham. Manden er 57 år gammel og hedder Jack Hinson. Han får lavet et specielt tungt gevær og går på jagt efter nordstatssoldater og når at nakke over 100 af dem inden krigen er omme. General John Sedgwick bliver offer for en sydstatsskarpskytte netop da han skoser sine mænd for at have søgt ly for skytten. "Hvad er den af, folkens - at dukke sig på den måde for nogle få kugler. Jeg skammer mig over jer. De kunne ikke ramme en elefant på denne afsta...!" Begge siders soldater fik efterhånden en noget ambivalent holdning til skarpskytterne, et sted mellem elite-infanterist og gemen morder.
" Boerkrigen" handler om at briterne sendte masser af folk til Sydafrika og regnede med at de var verdens bedste soldater og at det ville blive nemt. Allerede i 1881 under slaget ved Majuba Hill opdager de at de bliver pillet ned på lang afstand af skytter, de ikke engang kan se. General sir George Colley bliver skudt under tilbagetoget og det er ikke godt for moralen. Briterne vinder til sidst ved at oprette koncentrationslejre og ødelægge afgrøder og boliger. De mister i alt 7582 soldater heraf 10 procent officerer. Hærledelsen lærer ingenting, men vil helst bare glemme den krig for det kan jo umuligt gentage sig. Boerne plaffede briterne ned på helt op til 1100 meters afstand med deres Mauser-geværer. Briternes Lee Enfield geværer var næsten lige så gode, men deres soldater skød kun når officererne gav order om det, mens boerne skød på individuelt initiativ.
"1914 - 1918" handler om første verdenskrig.
" Den teknologiske udvikling" handler om at Tyskland og Østrig ved krigens start var langt foran på kikkertsigter. Amerikanerne havde gode ideer men kun få af deres nye geværer nåede med i kamp.
" Første Verdenskrig" handler om krigen som en strid mellem to næsten jævnbyrdige modstandere. Efter to måneder gik vestfronten i stå.
" Første fase (1914 - 1915)" handler om at tyskerne dominerer.
" Anden fase (1915 - 1916)" handler om at man slås om førerstillingen.
" Tredje fase (1916 - 1918)" handler om at vestmagterne har overtaget.
" Fjerde fase (1918)" handler om at snigskytterne rykker ud af skyttegravene.
"1918 - 1945" handler om mellemkrigstiden.
" Den teknologiske udvikling" handler om de forskellige nationer og deres ret manglende fokus på snigskyttegeværer og kikkertsigter. Anden verdenskrig og Koreakrigen gør en forskel, men det tager lang tid at lave en pålidelig produktion af egnede geværer, ammunition og sigtemidler.
" Mellemkrigstiden" handler om Den Spanske Borgerkrig, hvor Tyskland og Sovjetunionen støtter hver sin side og begge parter, men nok mest russerne høster erfaringer med brug af snigskytter. I Vinterkrigen, hvor sovjet i november 1939 angriber Finland og egentlig regner med at de finske arbejdere vil gøre oprør og lave revolution, løber russerne ind i en øretæve. Den finske taktik "motti" eller skovhugst er en grim overraskelse og finske snigskytter går efter de sovjetiske officerer. Endvidere er finnerne eminente skytter, der i det civile fx er edderfuglejægere og vant til at skyde en and med eet præcist skud for ikke at ødelægge fjerene. Suko Kolkka nedkæmpede over 400 russere. Simo Häyhä endnu flere. 542 bekræftede og sikkert reelt mere end det dobbelte. Han blev såret i hovedet, men overlevede krigen og døde først i 2002 som 96-årig. Russerne kaldte ham for den hvide død, Белая Смерть. Russerne mistede ca 750000 mand mens finnerne mistede 25000. Det lærte russerne af, så da tyskerne rullede ind i Sovjetunionen i 1941, blev de mødt af den største og bedst uddannede snigskyttestyrke i verden.
" Anden Verdenskrig" handler om anden verdenskrig og de forskellige krigsskuepladser.
" Uddannelse" handler om kvindelige snigskytter som en sovjetisk specialitet. Mere end 100000 kvinder gik gennem uddannelsen som var på tre uger. Tyskerne fandt hurtigt ud af at de også var nødt til at opgradere deres egne snigskytter. En Josef "Sepp" Allerberger nåede over 250 bekræftede døde. Og nedkæmpede fx en panserværnskanon, der egentlig var blevet hidkaldt for at gøre det af med ham. Tyskernes princip var camoufler 10 gange, skyd 1 gang. Og briterne havde glemt den smule de havde lært i første verdenskrig. Amerikanernes uddannelse var mest skydetræning, mens japanernes var rettet mod junglekrig og evne til at bevæge sig uset og leve af hvad man fandt i terrænet, så man kun medbragte vand og ris. Nogle japanere gemte sig i så små enkeltmandsskjul at de blev kaldt "spider holes".
" Den vesteuropæiske krigsskueplads" handler om at tyskernes Blitzkrieg gik så stærkt at man slet ikke nåede at bruge snigskytter i større omfang. Dog med undtagelser som general Kurt Student, chef for de tyske faldskærmstropper der blev ramt af en hollandsk snigskytte på 700 meters afstand og blev sat ud af spillet i mange måneder. Ved Dunkerque kostede tyske snigskytter mange tab. Edgar Rabbets skød til gengæld mange tyskere. Generelt hører man ikke meget om engelske snigskytter.
" Krigen i Sovjetunionen" handler om at russerne belært af dårlige erfaringer i første verdenskrig, har forberedt sig godt. Tyskerne får kamp til stregen og må selv til at producere snigskytter. Stillingsslag som Stalingrad er glimrende til at indsætte snigskytter. En Vasiili Zaitsev udmærker sig og bliver sat til at uddanne flere af samme slags. En dag nedkæmper hans hold af snigskytter 46 tyskere ud af en kolonne på 100. Han lærer dem også at udvise tålmodighed, fx ved vente og lade den første tysker gå lidt omkring og så tage de fire næste, som er en oberst, en snigskytte og to officerer, den ene med ridderkorset med egeløv. Der udspiller sig rene dueller mellem snigskytterne, for det bedste våben mod en snigskytte er en anden snigskytte. Vasiili får 242 bekræftede nedskydninger, men er langt fra den med flest. Begge parter går målrettet efter modpartens officerer. De bedste snigskytter udvikler deres egen taktik til at genere modstanderen mest. Sepp Allerberger lod fx de første fjender kommer forbi, hvorefter han skød de næste i maven og så de første i hovedet. På østfronten gav de meget lave temperaturer specielt tyskerne problemer. Våbenolien klistrer og fingrene får frostskader af kontakt med aftrækkeren. Russerne brugte kvinder som snigskytter, fx Ludmila Pavlichenko, der sluttede med 309 bekræftede nedskydninger og blev snigskytteinstruktør. Man regner med at alene de 1061 elever der udgik fra den centrale snigskytteskole sammen med deres 407 instruktører var skyld i at tyskerne mistede omkring 12000 soldater i krigen.
" Nordafrika og Italien" handler om at der ikke rigtigt blev brugt snigskytter før sent i forløbet. En Bert Wilson Kemp var et naturtalent som skytte og blev på et tidspunkt ved Kasserine-passet angrebet af en større tysk infanterigruppe, der led svære tab under hans beskydning. Han og makkeren Wesley Holly gjorde kort proces med fjenden. I august 1943 angreb de allierede over Messina-strædet. Ved Salerno stødte de på veltrænede tyske tropper med mange snigskytter og det var dyrt for de dårligt uddannede amerikanske snigskytter. De lærte dog hurtigt at tilpasse taktikken.
" Invasionen" handler om de meget forskellige vilkår de forskellige delinger møder. Nogle møder meget heftig modstand fra tyske snigskytter. De bliver til gengæld konsekvent forsøgt nedkæmpet, så der opstår snart mangel på dem fra tysk side. Som kampen trak ind i Tyskland blev modstanden mere desperat, men ikke mindre hård. Man vidste at krigen var tabt, men også at de allieredes bombninger gjorde at der ikke var noget at vende hjem til.
" Krigen i Stillehavet" handler om at amerikanerne er ret uforberedte på at møde japanske snigskytter, men hurtigt kom efter det. I slaget om Tarawa-øgruppen i november 1943 blev snigskytterne sat ind før første angrebsbølge og var en stærkt medvirkende årsag til at landsætningen lykkedes. Fjendens snigskytter blev bekæmpet med alle forhåndenværende midler, fx maskingeværild mod trætoppe eller ild fra en 37-mm panserværnskanon. Austalierne kom i kamp på Timor sidst i 1942, hvor de førte guerillakrig mod japanerne. Australiernes tab var 40 mand, japanerne 1500. Kængurujægere giver gode snigskytter. Kvaliteten af de japanske infanteri dalede i krigens løb og efterhånden som de allierede opdagede at japanerne ikke var overmennesker, men kunne bekæmpes, var slaget så godt som vundet. Efter krigen blev stort set al erfaring om brug af snigskytter skrinlagt og våbnene gemt væk i depoter.
"1945 - 1975" handler om ingen eller dårlig forberedelse op til Korea-krigen, så man starter ca på 1945 niveau med dårlige geværer, ingen standardisering og halvringe optik.
" Den teknologiske udvikling" handler om tiden efter 1945. I Amerika får brigadegeneral George O. Van Orden fra Marinekorpset sat gang i udviklingen af snigskyttevåben med kraftigere ikke-standard kaliber, fx 7.62 mm Winchester Magnum. Det bliver dog ikke umiddelbart nogen succes, for materieltjenesten vil ikke have et nyt gevær med ny ammunition kun til nogle få. I stedet får man M16 som har lettere ammunition, men til gengæld ikke rigtigt kan ramme noget. De amerikanske soldater bliver heller ikke trænet i at sigte, så det passer jo fint, men er også opskriften på at blive pillet ned af snigskytter på lang afstand. Snigskytterne fra Marinekorpset får dog en hel del Winchester model 70. Men hverken dem eller kikkertsigterne er gode i Vietnams jungle. Marinekorpset får udviklet/udvalgt M40 som er en Remington 700-40 som til nød kan bruge standard ammunition. Som kikkertsigte vælger man et Redfield som er introduceret i 1962. Hæren vælger et standardgevær som er afprøvet i kamp. XM21 blev indført af hæren i 1969 og senere kendt som M21. Man kiggede også på M40 og indførte den som M24 med et Leupold-kikkertsigte med 10 x forstørrelse. Sovjet havde tilsvarende en AK-47 som fundament for deres Dragunov SVD. Lyddæmpere og særlig ammunition er lige som kikkertsigter meget vigtige. Man forsøger også med tunge geværer på lange afstande, men først i 1980'erne har udviklet et snigskyttegevær med 12.7 mm ammunition. Infrarøde sigtemidler og natkikkerter begyndte at komme frem i begyndelsen af 1960'erne.
" Koreakrigen (1950 - 1953)" handler om at snigskytteerfaringerne fra anden verdenskrig er glemt og må genopfindes, inklusiv måden at operere med snigskytter i felten. Stillingskrig hen over bjergkløfter gør det dog hensigsmæssigt at have præcise langtrækkende våben. Australien stiller med nogle meget skrappe skytter inklusiv våben og gør en stor forskel, men kikkertsigter der dugger i kulden og aftrækkere, der giver frostskader, er igen på menuen.
" Vietnamkrigen (1961 - 1972)" handler om nye våben og erkendelsen af at mange soldater ikke forsøger at dræbe fjenden. I stedet satser man på våben med mange skud og går væk fra traditionel skydeundervisning. I 1956 indfører man Trainfire-systemet. Og holdt op med at uddanne snigskytter i det omfang man overhovedet havde gjort det før. En enkelt snigskytteskole på Hawaii under ledelse af en Jim Land fra Marinekorpset er helt alene om markedet indtil Vietnamkrigen.
" Det amerikanske marinekorps" handler om at de i 1965 erkender at de mangler snigskytter i kampen mod Viet Cong, for disse holder sig udenfor de amerikanske håndvåbens rækkevidde og piller amerikanerne fra relativ sikker afstand. I september 1965 begynder Robert A. Russel at etablere en snigskytteuddannelse. De begynder hurtigt at gøre en forskel. I et område falder den fjendtlige snigskytteaktivitet fra 30 om dagen til en eller to om ugen. En af snigskytterne bliver også sendt på enkeltmandsmission for at dræbe en nordvietnamesisk general, hvilket han gør med et enkelt skud fra 700 meters afstand. Flere af snigskytterne har over 100 drab. De fleste snigskytter vendte tilbage til USA efter en 12-måneders tur, hvilket også var mere end nok.
" Den amerikanske hær" handler om langsommelighed i at erkende problemet og i at gøre noget ved det, så der sker ikke rigtigt noget før i februar 1968. I oktober 1969 udgiver hærstaben en samlet pakke med doktrin og uddannelsesprogram for snigskytter. Blandt pensum er omregning, for hæren er gået over metersystemet, mens artilleri og fly stadig bruger yards og foot. De første 72 af hærens snigskytter er klar i december 1968, men de bliver indsat på en ineffektiv måde, så først i april 1969 får de en effekt og da er Vietnam-krigen allerede ved at være tabt for amerikanerne.
" Fjenden" handler om at de vietnamesiske snigskytter var godt uddannede. Et tre-måneders kursus, men mangel på ammunition gjorde skydetræning svær. Til gengæld havde de fint styr på først at ramme radiomanden og så officererne og besætningen på tunge våben. På et tidspunkt satte nordvietnameserne en snigskyttedeling ind for at få ram på Carlos Hathcock, eller Long Tr'ang = Hvide Fjer, som de kaldte ham. Hathcock fik ram på modparten kaldet Kobra med et heldigt skud, der viste sig at gå gennem kikkertsigtet og ind i øjet på Kobra. I den anden ende af skalaen terroriserede en enkelt snigskytte kaldet Zorro C-kompaniget, 1. batljon, 26. marineinfanteriregiment ved en række meget ens drab. På en 600 - 800 meters afstand blev ofrene ramt mellem hjelmen og den skudsikre vest. Det ender dog med at Zorro bliver opdaget i sit skyttehul efter et drab og dræbt af flere hundrede skud. Et andet sted havde man en fredet snigskytte, som skød ret sjældent og aldrig ramte noget. Så hvorfor dog dræbe ham og risikere en mere agressiv afløser?
" Konklusion" handler om at der ikke er gode tal for ret meget mht snigskytterne i Vietnam. Tabstallene er under alle omstændigheder små i forhold til bombninger og napalmangreb. Men snigskytter blev en officiel del af det amerikanske forsvar.
"Konflikter" handler om de rodede konflikter, hvor der ikke er nogen klar uniformeret fjende at kæmpe mod.
" Aden (1963 - 1967)" handler om snigskytter fra Royal Marines, der kæmper mod "terrorister" i Adens gader. De skyder en del og får kontrollen med Aden, men tager så tilbage til England i november 1967.
" Angola (1973)" handler om en enkelt amerikansk lejesoldat i Angola. Det går udover nerverne og efter et års tid tager han tilbage. Situationen i Angola er også blevet forværret, så det er en god ide, men han sover skidt og er paranoid i mange år bagefter.
" Libanon (1982)" handler om borgerkrig, hvor amerikanerne og franskmændene forsøger at lægge sig imellem. Den 23 oktober 1983 kører nogen en lastbil med seks tons sprængstof ind i marinernes hovedkvarter og dræber 241 og sårer yderligere 70. Snigskytter fra Marinekorpset bliver sat ind med M40A1 geværer og tager toppen af de mest irriterende fjendtlige snigskytter.
" Nordirland (1969 - 1998)" handler om irere, der er oppe mod militære skarpskytter.
" Falklandskrigen (1982)" handler om argentinerne og spansktalende lejesoldater, der har bedre materiel end briterne. Et par steder er briterne nødt til at bruge dyre panserværnsvåben mod snigskytter. Briternes L42A1 viser sig at være utidssvarende.
" Grenada (1983) og Panama (1989)" handler om USA, der griber ind overfor et lokalt kup på Grenada og et par steder kommer i knibe. I Panama bruger man et mord på en amerikansk løjtnant Robert Pax som undskyldning for at nappe landets præsident general Manuel Noriega. De panamanske soldater har M-24 våben og amerikanerne en blanding af M-21 og M-24.
" Somalia (1992)" handler om skarpskytter som beskyttelse for helikoptere og specialstyrker, så nogle firløbede 23-mm radarstyrede ZSU-luftværnsmaskinkanoner ikke får frit spil.
" Jugoslavien (1991 - 1995)" handler om en jugoslavisk kopi af det sovjetiske SVD snigskyttevåbnet. Det er en kvalitetskopi og de har lavet mange med henblik på at give en pr gruppe i hæren. Senere blev de brugt i borgerkrigen, hvor alle parter også brugte udenlandske instruktører og lejesoldater.
"1975 - 2013" handler om tiden fra 1975 til nu.
" Den teknologiske udvikling" handler om fiberglaskolber i camouflagefarver. Meget bedre kvalitet, fx Remington SWS (Sniper Weapon System) med samme præcision efter 10000 skud som fra start. Med Winchester Magnum ammunition kan skydes over 1000 meter. Kikkertsigte med 10 x forstørrelse. De forskellige amerikanske eliteenheder bruger stort set hver sin version. Blandt andet et 12,7 mm tungt snigskyttegevær. Englænderne har valgt et PM præcisionsgevær designet af Malcolm Cooper. Lavet af eet stykke kvalitetsstål, med to piber - et til kort patron og et længere, der kan anvendes til magnumpatroner. Det har en 61 cm tung flydende pibe og kan opnå en førstegangstræffer på 600 meter. Det har en præcision på 0.75 MOA på 1000 meters afstand, dvs det er skytten, der er det svage led.
De tunge våben bruges til antimaterielskydning. En snigskytte kan med et projektil til $5 ødelægge et fly til $27 mio på 1000 meters afstand. Det amerikanske system Barrett M82 A1. M107 LRSR og det franske PGM Hecate. Bedre ammunition, bedre kikkertsigter, camouflage og beskyttelse mod varmeflimmer. Laserafstandsmålere, billedforstærkere, der kan spore et menneske på 300 meters afstand i totalt mørke. En sand historie om en snigskytte med en camoufleret paraply som dække viser nu at man ikke skal stole alt for meget på teknikken.
" Irak" handler om at ørkenkrigen i 1991 var håbløs for specialenhederne med snigskytter. De lignede slet ikke befolkningen og befolkningen gik rundt i hele terrænet og gik langt hver dag, så enhederne blev uvægerligt opdaget. I den anden Irakkrig, operation Iraqi Freedom, brugte briterne specialstyrker i Basra og lod dem infiltrere byen, så de kunne observere, melde videre og af og til selv skyde nogle af fjenden. En af amerikanernes skarpskytter Jack Coughlin fandt ud af at taget på en Humvee var glimrende at observere og skyde fra. Irakerne havde også en snigskytte med en russisk Dragunov. En 120-mm granat fra en Challenger II-kampvogn stoppede vedkommende. Snigskytterne gjorde god gavn ved at fjerne andre snigskytter og ved at sætte skræk i livet på modstanderne på lang afstand. Irak bliver ved at være farligt. Ramadi blev i 2006 betragtet som det farligste sted i Irak. Chris Kyle når over 100 bekræftede drab. Han forlod flåden i august 2009, men i 2013 blev han dræbt af en anden veteran Eddie Routh.
" Fjenden" handler om "Juba" som en legendarisk irakisk snigskytte. Måske en myte, måske ikke, men i alt fald med en vis virkning. Amerikanerne blev gode til at slå igen. En skuddetektor kaldet Boomerang blev monteret i Humvee'erne. En computer koblet til akutiske sensorer på bilen kunne meddele "Geværskud, 457 meter, klokken 4". I 2007 var der næsten 300 snigskytteangreb mod den amerikanske hær. I 2008 kun ca 100 og i 2009 var angrebene næsten hørt op.
" Afghanistan" handler om at Afghanistan er en stor mundfuld for udefrakommende soldater. I 1841 fik englænderne det at føle, for afghanerne havde Jezail geværer, langløbede hjemmelavede våben med lås og affyringsmekanisme fra erobrede våben. Rækkevidde op til 450 meter og englænderne havde musketter. Endnu værre i januar 1842, hvor den britiske garnison i Kabul trak sig tilbage og næsten alle 4500 soldater og 12000 civile blev massakreret på vejen til Gandamak. Skudt på lang afstand i en endeløs række af baghold. I 1980'erne gik det udover russerne. CIA sendte såkaldte bøffelgeværer, dvs 12,7 mm snigskyttegeværer, til Afghanistan, hvilket man fortrød da russerne trak sig ud. Efter angrebet på World Trade Center 11 september 2001 gik amerikanerne ind i Afghanistan den 7 oktober 2001 og snigskytterne fik nok at lave. Terrænet og den tynde luft gav mulighed for meget lange skud, fx et på over 2400 meter. Canadierne har nogle meget, meget skarpe skytter med.
"Danske skarpskytter" handler om de danske skarpskytter, nogle i jægerkorpset, nogle i frømandskorpset og nogle i instruktørstillinger ved hæren.
" Moderne uddannelse af snigskytter" handler om at amerikanerne denne gang ikke lod erfaringerne gå helt fløjten. Der er snigskytteskoler og man har styr på kravene til en førsteklasses snigskytte, der kan indsættes i kamp. Kurserne er normalt opdelt i tre områder, skydning, feltuddannelse og taktisk indsættelse. Den amerikanske gør en del ud af at stresse eleverne. Camouflage er meget vigtigt. Ghillie-dragten er standard for de britiske styrker. Prøverne lyder ikke nemme.
" Danske skarpskytter i krig" handler om oprettelse af Jægerkorps i 1775.
" Før Anden Verdenskrig" handler om Bertel Skytte fra Lyndrupgård, der i 1627 skyder en kejserlig soldat, da denne viser røv. Faktisk har man i 1984 fundet skelettet af soldaten, så historien er ligefrem bekræftet.
" Anden Verdenskrig" handler om danske finskytter i tysk tjeneste, Carl Nybo, Ove Thornberg og Kaj R.
" Efter Anden Verdenskrig" handler om 1992 i det tidligere Jugoslavien. SLAP-ammunitionen til 12,7 mm maskingeværerne er ret effektive mod snigskytter. Senere erfaringer med snigskytter gik i glemmebogen til anden Irak-krig i 2003. Heldet var stort set med dem, der blev beskudt. Briterne blev mere generet af snigskytter og benyttede sig på et tidspunkt af en Warrio-infanterikampvogn, der brugte maskinkanonen til at fjerne øverste del af bygningen med snigskytten i.
" De danske finskytter" handler om at det i 2005 lykkes at få lempet en dansk finskytteuddannelse igennem bureaukratiet (det var nemlig ikke første forsøg). Fornuftige overvejelser gav derefter en række svar som fx våben, sigter og ammunition og hvilke enheder, der skulle uddannes. Finskytterne bliver også udsat for stress, fx at instruktøren lyver og siger at det dårligste hold helt udgår og det bedste skal videre til en konkurrence i USA. Finskytter indsættes normalt ikke selvstændigt, for det er jægerne og frømændene, der har det job. Finskytterne har blandt andet et SAKO TRG42RH, kaliber 8.6 som udrustning. Standarden er ret imponerende og de har klaret sig fint i internationale konkurrencer.
" Afghanistan" handler om indsættelsen af finskytter i Afghanistan og nedskydning af en af talebans dickere, dvs en fjendtlig observatør. En anden når at såre en dansk sergent tre gange, inden denne når op i Leopard 2 kampvognen og duellen bliver afsluttet med en træffer i maven med en 120-mm kanon. Sergenten overlever.
"Afslutning" handler om at snigskytterne er blevet en accepteret del af kamptropperne, typisk indført i bataljonsstrukturen.
"Billedfortegnelse" fortæller hvor billederne i bogen er taget fra.
"Kilder" er en imponerende lang liste af kilder.
"Noter" er en liste over de 1083 notehenvisninger i bogen.
I marts 1994 står oberst Lars Reinhard Møller i Bosnien og taler med en kompagnichef da en serbisk snigskytte blæser hovedet af en dreng på 12-14 år, der står lige ved siden af de to. Det ødelægger helt den gode stemning og skaber kimen til denne bog. Den indeholder glimrende forklaringer på ammunitionsstørrelser, ammunition, skudsår og konstruktion af snigskyttegeværer. De bedste af dem er sindssygt dyre og højst en ud af 8 snigskytter er så gode at de kan bruge den ekstra nøjagtighed. Så typisk nøjes man med de næstdyreste. Psykologisk træning er en stor del af det at være en god snigskytte. Lars R. Møller kommer ind på dette og på de forskellge krige, hvor snigskytter har været sat ind. Det er først meget sent at man både uddanner snigskytter ordentligt og forsyner dem med specialgeværer. Der er hele afsnit med teknologihistorie om skydevåbnenes udvikling. Ret spændende. En sjov iagttagelse er at våben og militærbrug ikke ret tit hænger sammen, fx bliver englænderne ved med at gå frem i tre skytterækker og skyde på en gang i stedet for at tage sigtede skud længe efter at geværerne er blevet præcise nok til det. Boer-krigen vænner dem af med den unode, men de glemmer det igen.… (mer)
"Forord" fortæller hvad bogen handler om.
"Indledning" handler om sprogbrug, fagtermer og metersystem versus amerikanske måleenheder, fx kaliber 12, som er størrelsen på blykugler, når man støber 12 stks ud af et engelsk pund bly, dvs 454 gram. Så kalder man også den tilhørende bøsseløbsdiameter for kaliber 12 og måske også den deraf afledte længde på bøssen.
"Hvad er en snigskytte?" handler om snigskytter, finskytter og jægere og hvorfor de andre soldater ikke synes om snigskytter.
" At dræbe" handler om mentale forudsætninger.
" Skudsår og ballistik" handler om hvad der sker, når man rammer nogen med et projektil. Der er vild forskel på kugler, projektiler og højhastighedsprojektiler.
" Skydeteori" handler om forskelle på glatløbede bøsser og riffelborede geværer. Og på hvilken ammunition, man kan bruge.
"1000 - 1850" handler om perioden fra år 1000 til ca 1850.
" Den teknologiske udvikling" handler om småkanoner med luntelåse. Mere præcise mekaniske låse, brug af patroner, krudthorn og gradvis afløsning af langbuer og armbrøste med noget, der ligner moderne geværer. Gamle skydekonkurrencer og bevarede resultater er glimrende kilder til hvor præcise de gamle våben var.
" Den Amerikanske Uafhængighedskrig" handler om upræcise våben på begge sider. Benjamin Franklin mente fx at bue og pil havde været bedre. Efter kort tid går amerikanerne over til guerillakrig og de er meget bedre til langdistanceskud, så engelske officerer lever ikke så længe. Direktivet er at skyde efter briternes epauletter (som kun officererne bærer). Englænderne synes at det er unfair og usportsligt. 19 september 1777 dræber Timothy Murphy den britiske brigadegeneral Simon Fraser på 275 meters afstand og er stærkt medvirkende til amerikansk sejr. Briterne bruger Brown Bess geværer, der er nogenlunde ud til 75 meter. En Patrick Ferguson laver en fremragende riffel, men han bliver skudt af en amerikansk soldat og får ikke nogen stor indflydelse.
" Napoleonskrigene" handler om franske og engelske våben. I 1809 skyder en engelsk soldat den 31-årige franske general Auguste François Colbert med en middelmådig engelsk Baker riffel og redder briternes tilbagetog mod Corunna. Til gengæld får en fransk marineinfanterist Robert Guillemard ram på Horatio Nelson under slaget om Trafalgar.
"1850 - 1914" handler om teknologisk udvikling, masseproduktion af rifler og kikkertsigter og nølende adaption af nye militærtaktikker.
" Den teknologiske udvikling" handler om bedre rifler, meget højere antal skud pr minut og moderne metalpatroner.
" Den Amerikanske Borgerkrig" handler om at nordstaterne selv laver geværer, mens sydstaterne er nødt til at købe dyrt fordi de ikke selv har nogen nævneværdig industri. Fx koster en Whitworth med 1000 patroner 1000 dollars svarende til 180000 kr i dag. I starten af krigen forsøgte man sig med den gamle taktik med artilleri tæt på fjenden og med kardæsk ammunition, men med de nyere rifler blev alle artilleristerne skudt inden de fik fyret et skud af selv. I 1862 købte Lincoln geværer opfundet af Christian Sharps som var gode ud til ca 1500 meter. To skarpskytteregimenter gør virkeligt ondt på sydstaterne, fx ved Malvern Hill i juni 1862. Sydstaterne har også skarpskytter og fx bliver general John F. Reynolds skudt 1. juli 1863 og sydstaterne erobrer derfor Gettysburg. En unionsofficer henretter en sydstatsmands to sønner og afleverer hovederne til ham. Manden er 57 år gammel og hedder Jack Hinson. Han får lavet et specielt tungt gevær og går på jagt efter nordstatssoldater og når at nakke over 100 af dem inden krigen er omme. General John Sedgwick bliver offer for en sydstatsskarpskytte netop da han skoser sine mænd for at have søgt ly for skytten. "Hvad er den af, folkens - at dukke sig på den måde for nogle få kugler. Jeg skammer mig over jer. De kunne ikke ramme en elefant på denne afsta...!" Begge siders soldater fik efterhånden en noget ambivalent holdning til skarpskytterne, et sted mellem elite-infanterist og gemen morder.
" Boerkrigen" handler om at briterne sendte masser af folk til Sydafrika og regnede med at de var verdens bedste soldater og at det ville blive nemt. Allerede i 1881 under slaget ved Majuba Hill opdager de at de bliver pillet ned på lang afstand af skytter, de ikke engang kan se. General sir George Colley bliver skudt under tilbagetoget og det er ikke godt for moralen. Briterne vinder til sidst ved at oprette koncentrationslejre og ødelægge afgrøder og boliger. De mister i alt 7582 soldater heraf 10 procent officerer. Hærledelsen lærer ingenting, men vil helst bare glemme den krig for det kan jo umuligt gentage sig. Boerne plaffede briterne ned på helt op til 1100 meters afstand med deres Mauser-geværer. Briternes Lee Enfield geværer var næsten lige så gode, men deres soldater skød kun når officererne gav order om det, mens boerne skød på individuelt initiativ.
"1914 - 1918" handler om første verdenskrig.
" Den teknologiske udvikling" handler om at Tyskland og Østrig ved krigens start var langt foran på kikkertsigter. Amerikanerne havde gode ideer men kun få af deres nye geværer nåede med i kamp.
" Første Verdenskrig" handler om krigen som en strid mellem to næsten jævnbyrdige modstandere. Efter to måneder gik vestfronten i stå.
" Første fase (1914 - 1915)" handler om at tyskerne dominerer.
" Anden fase (1915 - 1916)" handler om at man slås om førerstillingen.
" Tredje fase (1916 - 1918)" handler om at vestmagterne har overtaget.
" Fjerde fase (1918)" handler om at snigskytterne rykker ud af skyttegravene.
"1918 - 1945" handler om mellemkrigstiden.
" Den teknologiske udvikling" handler om de forskellige nationer og deres ret manglende fokus på snigskyttegeværer og kikkertsigter. Anden verdenskrig og Koreakrigen gør en forskel, men det tager lang tid at lave en pålidelig produktion af egnede geværer, ammunition og sigtemidler.
" Mellemkrigstiden" handler om Den Spanske Borgerkrig, hvor Tyskland og Sovjetunionen støtter hver sin side og begge parter, men nok mest russerne høster erfaringer med brug af snigskytter. I Vinterkrigen, hvor sovjet i november 1939 angriber Finland og egentlig regner med at de finske arbejdere vil gøre oprør og lave revolution, løber russerne ind i en øretæve. Den finske taktik "motti" eller skovhugst er en grim overraskelse og finske snigskytter går efter de sovjetiske officerer. Endvidere er finnerne eminente skytter, der i det civile fx er edderfuglejægere og vant til at skyde en and med eet præcist skud for ikke at ødelægge fjerene. Suko Kolkka nedkæmpede over 400 russere. Simo Häyhä endnu flere. 542 bekræftede og sikkert reelt mere end det dobbelte. Han blev såret i hovedet, men overlevede krigen og døde først i 2002 som 96-årig. Russerne kaldte ham for den hvide død, Белая Смерть. Russerne mistede ca 750000 mand mens finnerne mistede 25000. Det lærte russerne af, så da tyskerne rullede ind i Sovjetunionen i 1941, blev de mødt af den største og bedst uddannede snigskyttestyrke i verden.
" Anden Verdenskrig" handler om anden verdenskrig og de forskellige krigsskuepladser.
" Uddannelse" handler om kvindelige snigskytter som en sovjetisk specialitet. Mere end 100000 kvinder gik gennem uddannelsen som var på tre uger. Tyskerne fandt hurtigt ud af at de også var nødt til at opgradere deres egne snigskytter. En Josef "Sepp" Allerberger nåede over 250 bekræftede døde. Og nedkæmpede fx en panserværnskanon, der egentlig var blevet hidkaldt for at gøre det af med ham. Tyskernes princip var camoufler 10 gange, skyd 1 gang. Og briterne havde glemt den smule de havde lært i første verdenskrig. Amerikanernes uddannelse var mest skydetræning, mens japanernes var rettet mod junglekrig og evne til at bevæge sig uset og leve af hvad man fandt i terrænet, så man kun medbragte vand og ris. Nogle japanere gemte sig i så små enkeltmandsskjul at de blev kaldt "spider holes".
" Den vesteuropæiske krigsskueplads" handler om at tyskernes Blitzkrieg gik så stærkt at man slet ikke nåede at bruge snigskytter i større omfang. Dog med undtagelser som general Kurt Student, chef for de tyske faldskærmstropper der blev ramt af en hollandsk snigskytte på 700 meters afstand og blev sat ud af spillet i mange måneder. Ved Dunkerque kostede tyske snigskytter mange tab. Edgar Rabbets skød til gengæld mange tyskere. Generelt hører man ikke meget om engelske snigskytter.
" Krigen i Sovjetunionen" handler om at russerne belært af dårlige erfaringer i første verdenskrig, har forberedt sig godt. Tyskerne får kamp til stregen og må selv til at producere snigskytter. Stillingsslag som Stalingrad er glimrende til at indsætte snigskytter. En Vasiili Zaitsev udmærker sig og bliver sat til at uddanne flere af samme slags. En dag nedkæmper hans hold af snigskytter 46 tyskere ud af en kolonne på 100. Han lærer dem også at udvise tålmodighed, fx ved vente og lade den første tysker gå lidt omkring og så tage de fire næste, som er en oberst, en snigskytte og to officerer, den ene med ridderkorset med egeløv. Der udspiller sig rene dueller mellem snigskytterne, for det bedste våben mod en snigskytte er en anden snigskytte. Vasiili får 242 bekræftede nedskydninger, men er langt fra den med flest. Begge parter går målrettet efter modpartens officerer. De bedste snigskytter udvikler deres egen taktik til at genere modstanderen mest. Sepp Allerberger lod fx de første fjender kommer forbi, hvorefter han skød de næste i maven og så de første i hovedet. På østfronten gav de meget lave temperaturer specielt tyskerne problemer. Våbenolien klistrer og fingrene får frostskader af kontakt med aftrækkeren. Russerne brugte kvinder som snigskytter, fx Ludmila Pavlichenko, der sluttede med 309 bekræftede nedskydninger og blev snigskytteinstruktør. Man regner med at alene de 1061 elever der udgik fra den centrale snigskytteskole sammen med deres 407 instruktører var skyld i at tyskerne mistede omkring 12000 soldater i krigen.
" Nordafrika og Italien" handler om at der ikke rigtigt blev brugt snigskytter før sent i forløbet. En Bert Wilson Kemp var et naturtalent som skytte og blev på et tidspunkt ved Kasserine-passet angrebet af en større tysk infanterigruppe, der led svære tab under hans beskydning. Han og makkeren Wesley Holly gjorde kort proces med fjenden. I august 1943 angreb de allierede over Messina-strædet. Ved Salerno stødte de på veltrænede tyske tropper med mange snigskytter og det var dyrt for de dårligt uddannede amerikanske snigskytter. De lærte dog hurtigt at tilpasse taktikken.
" Invasionen" handler om de meget forskellige vilkår de forskellige delinger møder. Nogle møder meget heftig modstand fra tyske snigskytter. De bliver til gengæld konsekvent forsøgt nedkæmpet, så der opstår snart mangel på dem fra tysk side. Som kampen trak ind i Tyskland blev modstanden mere desperat, men ikke mindre hård. Man vidste at krigen var tabt, men også at de allieredes bombninger gjorde at der ikke var noget at vende hjem til.
" Krigen i Stillehavet" handler om at amerikanerne er ret uforberedte på at møde japanske snigskytter, men hurtigt kom efter det. I slaget om Tarawa-øgruppen i november 1943 blev snigskytterne sat ind før første angrebsbølge og var en stærkt medvirkende årsag til at landsætningen lykkedes. Fjendens snigskytter blev bekæmpet med alle forhåndenværende midler, fx maskingeværild mod trætoppe eller ild fra en 37-mm panserværnskanon. Austalierne kom i kamp på Timor sidst i 1942, hvor de førte guerillakrig mod japanerne. Australiernes tab var 40 mand, japanerne 1500. Kængurujægere giver gode snigskytter. Kvaliteten af de japanske infanteri dalede i krigens løb og efterhånden som de allierede opdagede at japanerne ikke var overmennesker, men kunne bekæmpes, var slaget så godt som vundet. Efter krigen blev stort set al erfaring om brug af snigskytter skrinlagt og våbnene gemt væk i depoter.
"1945 - 1975" handler om ingen eller dårlig forberedelse op til Korea-krigen, så man starter ca på 1945 niveau med dårlige geværer, ingen standardisering og halvringe optik.
" Den teknologiske udvikling" handler om tiden efter 1945. I Amerika får brigadegeneral George O. Van Orden fra Marinekorpset sat gang i udviklingen af snigskyttevåben med kraftigere ikke-standard kaliber, fx 7.62 mm Winchester Magnum. Det bliver dog ikke umiddelbart nogen succes, for materieltjenesten vil ikke have et nyt gevær med ny ammunition kun til nogle få. I stedet får man M16 som har lettere ammunition, men til gengæld ikke rigtigt kan ramme noget. De amerikanske soldater bliver heller ikke trænet i at sigte, så det passer jo fint, men er også opskriften på at blive pillet ned af snigskytter på lang afstand. Snigskytterne fra Marinekorpset får dog en hel del Winchester model 70. Men hverken dem eller kikkertsigterne er gode i Vietnams jungle. Marinekorpset får udviklet/udvalgt M40 som er en Remington 700-40 som til nød kan bruge standard ammunition. Som kikkertsigte vælger man et Redfield som er introduceret i 1962. Hæren vælger et standardgevær som er afprøvet i kamp. XM21 blev indført af hæren i 1969 og senere kendt som M21. Man kiggede også på M40 og indførte den som M24 med et Leupold-kikkertsigte med 10 x forstørrelse. Sovjet havde tilsvarende en AK-47 som fundament for deres Dragunov SVD. Lyddæmpere og særlig ammunition er lige som kikkertsigter meget vigtige. Man forsøger også med tunge geværer på lange afstande, men først i 1980'erne har udviklet et snigskyttegevær med 12.7 mm ammunition. Infrarøde sigtemidler og natkikkerter begyndte at komme frem i begyndelsen af 1960'erne.
" Koreakrigen (1950 - 1953)" handler om at snigskytteerfaringerne fra anden verdenskrig er glemt og må genopfindes, inklusiv måden at operere med snigskytter i felten. Stillingskrig hen over bjergkløfter gør det dog hensigsmæssigt at have præcise langtrækkende våben. Australien stiller med nogle meget skrappe skytter inklusiv våben og gør en stor forskel, men kikkertsigter der dugger i kulden og aftrækkere, der giver frostskader, er igen på menuen.
" Vietnamkrigen (1961 - 1972)" handler om nye våben og erkendelsen af at mange soldater ikke forsøger at dræbe fjenden. I stedet satser man på våben med mange skud og går væk fra traditionel skydeundervisning. I 1956 indfører man Trainfire-systemet. Og holdt op med at uddanne snigskytter i det omfang man overhovedet havde gjort det før. En enkelt snigskytteskole på Hawaii under ledelse af en Jim Land fra Marinekorpset er helt alene om markedet indtil Vietnamkrigen.
" Det amerikanske marinekorps" handler om at de i 1965 erkender at de mangler snigskytter i kampen mod Viet Cong, for disse holder sig udenfor de amerikanske håndvåbens rækkevidde og piller amerikanerne fra relativ sikker afstand. I september 1965 begynder Robert A. Russel at etablere en snigskytteuddannelse. De begynder hurtigt at gøre en forskel. I et område falder den fjendtlige snigskytteaktivitet fra 30 om dagen til en eller to om ugen. En af snigskytterne bliver også sendt på enkeltmandsmission for at dræbe en nordvietnamesisk general, hvilket han gør med et enkelt skud fra 700 meters afstand. Flere af snigskytterne har over 100 drab. De fleste snigskytter vendte tilbage til USA efter en 12-måneders tur, hvilket også var mere end nok.
" Den amerikanske hær" handler om langsommelighed i at erkende problemet og i at gøre noget ved det, så der sker ikke rigtigt noget før i februar 1968. I oktober 1969 udgiver hærstaben en samlet pakke med doktrin og uddannelsesprogram for snigskytter. Blandt pensum er omregning, for hæren er gået over metersystemet, mens artilleri og fly stadig bruger yards og foot. De første 72 af hærens snigskytter er klar i december 1968, men de bliver indsat på en ineffektiv måde, så først i april 1969 får de en effekt og da er Vietnam-krigen allerede ved at være tabt for amerikanerne.
" Fjenden" handler om at de vietnamesiske snigskytter var godt uddannede. Et tre-måneders kursus, men mangel på ammunition gjorde skydetræning svær. Til gengæld havde de fint styr på først at ramme radiomanden og så officererne og besætningen på tunge våben. På et tidspunkt satte nordvietnameserne en snigskyttedeling ind for at få ram på Carlos Hathcock, eller Long Tr'ang = Hvide Fjer, som de kaldte ham. Hathcock fik ram på modparten kaldet Kobra med et heldigt skud, der viste sig at gå gennem kikkertsigtet og ind i øjet på Kobra. I den anden ende af skalaen terroriserede en enkelt snigskytte kaldet Zorro C-kompaniget, 1. batljon, 26. marineinfanteriregiment ved en række meget ens drab. På en 600 - 800 meters afstand blev ofrene ramt mellem hjelmen og den skudsikre vest. Det ender dog med at Zorro bliver opdaget i sit skyttehul efter et drab og dræbt af flere hundrede skud. Et andet sted havde man en fredet snigskytte, som skød ret sjældent og aldrig ramte noget. Så hvorfor dog dræbe ham og risikere en mere agressiv afløser?
" Konklusion" handler om at der ikke er gode tal for ret meget mht snigskytterne i Vietnam. Tabstallene er under alle omstændigheder små i forhold til bombninger og napalmangreb. Men snigskytter blev en officiel del af det amerikanske forsvar.
"Konflikter" handler om de rodede konflikter, hvor der ikke er nogen klar uniformeret fjende at kæmpe mod.
" Aden (1963 - 1967)" handler om snigskytter fra Royal Marines, der kæmper mod "terrorister" i Adens gader. De skyder en del og får kontrollen med Aden, men tager så tilbage til England i november 1967.
" Angola (1973)" handler om en enkelt amerikansk lejesoldat i Angola. Det går udover nerverne og efter et års tid tager han tilbage. Situationen i Angola er også blevet forværret, så det er en god ide, men han sover skidt og er paranoid i mange år bagefter.
" Libanon (1982)" handler om borgerkrig, hvor amerikanerne og franskmændene forsøger at lægge sig imellem. Den 23 oktober 1983 kører nogen en lastbil med seks tons sprængstof ind i marinernes hovedkvarter og dræber 241 og sårer yderligere 70. Snigskytter fra Marinekorpset bliver sat ind med M40A1 geværer og tager toppen af de mest irriterende fjendtlige snigskytter.
" Nordirland (1969 - 1998)" handler om irere, der er oppe mod militære skarpskytter.
" Falklandskrigen (1982)" handler om argentinerne og spansktalende lejesoldater, der har bedre materiel end briterne. Et par steder er briterne nødt til at bruge dyre panserværnsvåben mod snigskytter. Briternes L42A1 viser sig at være utidssvarende.
" Grenada (1983) og Panama (1989)" handler om USA, der griber ind overfor et lokalt kup på Grenada og et par steder kommer i knibe. I Panama bruger man et mord på en amerikansk løjtnant Robert Pax som undskyldning for at nappe landets præsident general Manuel Noriega. De panamanske soldater har M-24 våben og amerikanerne en blanding af M-21 og M-24.
" Somalia (1992)" handler om skarpskytter som beskyttelse for helikoptere og specialstyrker, så nogle firløbede 23-mm radarstyrede ZSU-luftværnsmaskinkanoner ikke får frit spil.
" Jugoslavien (1991 - 1995)" handler om en jugoslavisk kopi af det sovjetiske SVD snigskyttevåbnet. Det er en kvalitetskopi og de har lavet mange med henblik på at give en pr gruppe i hæren. Senere blev de brugt i borgerkrigen, hvor alle parter også brugte udenlandske instruktører og lejesoldater.
"1975 - 2013" handler om tiden fra 1975 til nu.
" Den teknologiske udvikling" handler om fiberglaskolber i camouflagefarver. Meget bedre kvalitet, fx Remington SWS (Sniper Weapon System) med samme præcision efter 10000 skud som fra start. Med Winchester Magnum ammunition kan skydes over 1000 meter. Kikkertsigte med 10 x forstørrelse. De forskellige amerikanske eliteenheder bruger stort set hver sin version. Blandt andet et 12,7 mm tungt snigskyttegevær. Englænderne har valgt et PM præcisionsgevær designet af Malcolm Cooper. Lavet af eet stykke kvalitetsstål, med to piber - et til kort patron og et længere, der kan anvendes til magnumpatroner. Det har en 61 cm tung flydende pibe og kan opnå en førstegangstræffer på 600 meter. Det har en præcision på 0.75 MOA på 1000 meters afstand, dvs det er skytten, der er det svage led.
De tunge våben bruges til antimaterielskydning. En snigskytte kan med et projektil til $5 ødelægge et fly til $27 mio på 1000 meters afstand. Det amerikanske system Barrett M82 A1. M107 LRSR og det franske PGM Hecate. Bedre ammunition, bedre kikkertsigter, camouflage og beskyttelse mod varmeflimmer. Laserafstandsmålere, billedforstærkere, der kan spore et menneske på 300 meters afstand i totalt mørke. En sand historie om en snigskytte med en camoufleret paraply som dække viser nu at man ikke skal stole alt for meget på teknikken.
" Irak" handler om at ørkenkrigen i 1991 var håbløs for specialenhederne med snigskytter. De lignede slet ikke befolkningen og befolkningen gik rundt i hele terrænet og gik langt hver dag, så enhederne blev uvægerligt opdaget. I den anden Irakkrig, operation Iraqi Freedom, brugte briterne specialstyrker i Basra og lod dem infiltrere byen, så de kunne observere, melde videre og af og til selv skyde nogle af fjenden. En af amerikanernes skarpskytter Jack Coughlin fandt ud af at taget på en Humvee var glimrende at observere og skyde fra. Irakerne havde også en snigskytte med en russisk Dragunov. En 120-mm granat fra en Challenger II-kampvogn stoppede vedkommende. Snigskytterne gjorde god gavn ved at fjerne andre snigskytter og ved at sætte skræk i livet på modstanderne på lang afstand. Irak bliver ved at være farligt. Ramadi blev i 2006 betragtet som det farligste sted i Irak. Chris Kyle når over 100 bekræftede drab. Han forlod flåden i august 2009, men i 2013 blev han dræbt af en anden veteran Eddie Routh.
" Fjenden" handler om "Juba" som en legendarisk irakisk snigskytte. Måske en myte, måske ikke, men i alt fald med en vis virkning. Amerikanerne blev gode til at slå igen. En skuddetektor kaldet Boomerang blev monteret i Humvee'erne. En computer koblet til akutiske sensorer på bilen kunne meddele "Geværskud, 457 meter, klokken 4". I 2007 var der næsten 300 snigskytteangreb mod den amerikanske hær. I 2008 kun ca 100 og i 2009 var angrebene næsten hørt op.
" Afghanistan" handler om at Afghanistan er en stor mundfuld for udefrakommende soldater. I 1841 fik englænderne det at føle, for afghanerne havde Jezail geværer, langløbede hjemmelavede våben med lås og affyringsmekanisme fra erobrede våben. Rækkevidde op til 450 meter og englænderne havde musketter. Endnu værre i januar 1842, hvor den britiske garnison i Kabul trak sig tilbage og næsten alle 4500 soldater og 12000 civile blev massakreret på vejen til Gandamak. Skudt på lang afstand i en endeløs række af baghold. I 1980'erne gik det udover russerne. CIA sendte såkaldte bøffelgeværer, dvs 12,7 mm snigskyttegeværer, til Afghanistan, hvilket man fortrød da russerne trak sig ud. Efter angrebet på World Trade Center 11 september 2001 gik amerikanerne ind i Afghanistan den 7 oktober 2001 og snigskytterne fik nok at lave. Terrænet og den tynde luft gav mulighed for meget lange skud, fx et på over 2400 meter. Canadierne har nogle meget, meget skarpe skytter med.
"Danske skarpskytter" handler om de danske skarpskytter, nogle i jægerkorpset, nogle i frømandskorpset og nogle i instruktørstillinger ved hæren.
" Moderne uddannelse af snigskytter" handler om at amerikanerne denne gang ikke lod erfaringerne gå helt fløjten. Der er snigskytteskoler og man har styr på kravene til en førsteklasses snigskytte, der kan indsættes i kamp. Kurserne er normalt opdelt i tre områder, skydning, feltuddannelse og taktisk indsættelse. Den amerikanske gør en del ud af at stresse eleverne. Camouflage er meget vigtigt. Ghillie-dragten er standard for de britiske styrker. Prøverne lyder ikke nemme.
" Danske skarpskytter i krig" handler om oprettelse af Jægerkorps i 1775.
" Før Anden Verdenskrig" handler om Bertel Skytte fra Lyndrupgård, der i 1627 skyder en kejserlig soldat, da denne viser røv. Faktisk har man i 1984 fundet skelettet af soldaten, så historien er ligefrem bekræftet.
" Anden Verdenskrig" handler om danske finskytter i tysk tjeneste, Carl Nybo, Ove Thornberg og Kaj R.
" Efter Anden Verdenskrig" handler om 1992 i det tidligere Jugoslavien. SLAP-ammunitionen til 12,7 mm maskingeværerne er ret effektive mod snigskytter. Senere erfaringer med snigskytter gik i glemmebogen til anden Irak-krig i 2003. Heldet var stort set med dem, der blev beskudt. Briterne blev mere generet af snigskytter og benyttede sig på et tidspunkt af en Warrio-infanterikampvogn, der brugte maskinkanonen til at fjerne øverste del af bygningen med snigskytten i.
" De danske finskytter" handler om at det i 2005 lykkes at få lempet en dansk finskytteuddannelse igennem bureaukratiet (det var nemlig ikke første forsøg). Fornuftige overvejelser gav derefter en række svar som fx våben, sigter og ammunition og hvilke enheder, der skulle uddannes. Finskytterne bliver også udsat for stress, fx at instruktøren lyver og siger at det dårligste hold helt udgår og det bedste skal videre til en konkurrence i USA. Finskytter indsættes normalt ikke selvstændigt, for det er jægerne og frømændene, der har det job. Finskytterne har blandt andet et SAKO TRG42RH, kaliber 8.6 som udrustning. Standarden er ret imponerende og de har klaret sig fint i internationale konkurrencer.
" Afghanistan" handler om indsættelsen af finskytter i Afghanistan og nedskydning af en af talebans dickere, dvs en fjendtlig observatør. En anden når at såre en dansk sergent tre gange, inden denne når op i Leopard 2 kampvognen og duellen bliver afsluttet med en træffer i maven med en 120-mm kanon. Sergenten overlever.
"Afslutning" handler om at snigskytterne er blevet en accepteret del af kamptropperne, typisk indført i bataljonsstrukturen.
"Billedfortegnelse" fortæller hvor billederne i bogen er taget fra.
"Kilder" er en imponerende lang liste af kilder.
"Noter" er en liste over de 1083 notehenvisninger i bogen.
I marts 1994 står oberst Lars Reinhard Møller i Bosnien og taler med en kompagnichef da en serbisk snigskytte blæser hovedet af en dreng på 12-14 år, der står lige ved siden af de to. Det ødelægger helt den gode stemning og skaber kimen til denne bog. Den indeholder glimrende forklaringer på ammunitionsstørrelser, ammunition, skudsår og konstruktion af snigskyttegeværer. De bedste af dem er sindssygt dyre og højst en ud af 8 snigskytter er så gode at de kan bruge den ekstra nøjagtighed. Så typisk nøjes man med de næstdyreste. Psykologisk træning er en stor del af det at være en god snigskytte. Lars R. Møller kommer ind på dette og på de forskellge krige, hvor snigskytter har været sat ind. Det er først meget sent at man både uddanner snigskytter ordentligt og forsyner dem med specialgeværer. Der er hele afsnit med teknologihistorie om skydevåbnenes udvikling. Ret spændende. En sjov iagttagelse er at våben og militærbrug ikke ret tit hænger sammen, fx bliver englænderne ved med at gå frem i tre skytterækker og skyde på en gang i stedet for at tage sigtede skud længe efter at geværerne er blevet præcise nok til det. Boer-krigen vænner dem af med den unode, men de glemmer det igen.… (mer)
Den 29 april 1994 blev den danske kampvognseskadron i Bosnien indsat for at undsætte en svensk observationspost, der var under beskydning af bosniske serbere. Da serberne også begyndte at beskyde de danske kampvogne med panserværnsraketter, gav chefen for enheden, Lars Møller, ordre til at panserværnsstillingerne skulle nedkæmpes. De danske kampvogne affyrede i alt 72 granater i løbet af de cirka 2 timer træfningen varede og nedkæmpede alle de stillinger, som havde åbnet ild mod dem. En af de danske granater traf et ammunitionsdepot, og det anslås, at omkring 150 serbiske soldater blev dræbt og et tilsvarende antal såret. Danskerne selv led ingen tab, om end Møller fik sig en “langdistancebarbering” af en granatsplint.
Operation Bøllebank er en milepæl i nyere dansk krigshistorie. Ikke bare fordi den udgjorde den første større træfning, som danske soldater har været involveret i siden 2 verdenskrig, eller fordi de danske kampvogne på professionel vis nedkæmpede de bosniske serbiske stillinger, der havde åbnet ild mod den. Når Operation Bøllebank fremstår som en milepæl, er det især, fordi den gav genlyd over hele verden, øgede Danmarks internationale prestige og bidrog til den mere kontante opførsel for fredsstøttende operationer, der i dag anvendes af NATO.
Mediedækningen omkring Operation Bøllebank har opbygget et billede af oberst Lars Møller som et dansk svar på pansergeneral Patton: kampvognsmand, macho med stort M, cigarrygende, sort bælte i karate og meget kontant i sine udtalelser. Det indtryk gør fotografiet på bogens forside af en cigarrygende Lars Møller ikke noget for at ændre, og jeg regnede derfor heller ikke med at komme til at kede mig, da jeg påbegyndte læsningen af bogen.
Lars Møller er en fabelagtig god fortæller, der holder læseren fast på en måde så man næsten føler selv at være til stede. Det skal dog siges, at bogen indeledes med en meget tør og kedelig introduktion af hele det militære væsen. Først omkring 160 sider inde i bogen begynder der at ske noget - men så går det også hurtigt med at få læst resten af de 387 sider stærkt underholdende dokumentar-historie. Bogen er et must for alle med interesse i dansk militær- og udenrigshistorie.… (mer)
Operation Bøllebank er en milepæl i nyere dansk krigshistorie. Ikke bare fordi den udgjorde den første større træfning, som danske soldater har været involveret i siden 2 verdenskrig, eller fordi de danske kampvogne på professionel vis nedkæmpede de bosniske serbiske stillinger, der havde åbnet ild mod den. Når Operation Bøllebank fremstår som en milepæl, er det især, fordi den gav genlyd over hele verden, øgede Danmarks internationale prestige og bidrog til den mere kontante opførsel for fredsstøttende operationer, der i dag anvendes af NATO.
Mediedækningen omkring Operation Bøllebank har opbygget et billede af oberst Lars Møller som et dansk svar på pansergeneral Patton: kampvognsmand, macho med stort M, cigarrygende, sort bælte i karate og meget kontant i sine udtalelser. Det indtryk gør fotografiet på bogens forside af en cigarrygende Lars Møller ikke noget for at ændre, og jeg regnede derfor heller ikke med at komme til at kede mig, da jeg påbegyndte læsningen af bogen.
Lars Møller er en fabelagtig god fortæller, der holder læseren fast på en måde så man næsten føler selv at være til stede. Det skal dog siges, at bogen indeledes med en meget tør og kedelig introduktion af hele det militære væsen. Først omkring 160 sider inde i bogen begynder der at ske noget - men så går det også hurtigt med at få læst resten af de 387 sider stærkt underholdende dokumentar-historie. Bogen er et must for alle med interesse i dansk militær- og udenrigshistorie.… (mer)
En nations efterretningstjeneste er altid et spejl af nationen slev, og det er nationens ledelse, der stiller efterretningstjenesten de opgaver, den skal løse. Lars R. Møller fortæller, hvordan efterretningsvirksomhed har været bedrevet gennem mere end totusinde år og viser, hvorledes den relaterer sig krigsførelsens strategiske, taktiske og operative niveau. Det aktuelle spørsgmål er, om efterretningstjenesterne virkelig kan beskytte demokratiet?
Krigsførelsens niveauer ; Efterretningstjeneste ; Det overordnede efterretningsmæssige kredsløb ; Spionage ; Informationskrigsførelse ; Psykologiske operationer ; Vildledningsoperationer ; Efterretningstjeneste på det taktiske niveau ;Efterretningstjeneste på det operative niveau ; Efterretningstjeneste på det strategiske niveau ; USA ; Sovjetunionen ; Terror ; Den kolde krig ; Efterretningsoperationer under den kolde krig ; Fremtiden… (mer)
Krigsførelsens niveauer ; Efterretningstjeneste ; Det overordnede efterretningsmæssige kredsløb ; Spionage ; Informationskrigsførelse ; Psykologiske operationer ; Vildledningsoperationer ; Efterretningstjeneste på det taktiske niveau ;Efterretningstjeneste på det operative niveau ; Efterretningstjeneste på det strategiske niveau ; USA ; Sovjetunionen ; Terror ; Den kolde krig ; Efterretningsoperationer under den kolde krig ; Fremtiden… (mer)
Statistik
- Verk
- 7
- Medlemmar
- 24
- Popularitet
- #522,742
- Betyg
- 3.0
- Recensioner
- 4
- ISBN
- 19
Meget nøgtern og lige-ud-ad-landevejen bog om det at være soldat og have det som sit job at kunne slå andre ihjel. Beskrivelser af hvordan man træner i at gøre noget fornuftigt i en stress-situation og vigtigheden i at træne fx skydning andre steder end på en skydebane. Oberst Lars Reinhardt Møller har lavet spørgeskemaundersøgelse på udsendte soldater og et generelt træk er at danske soldater tænker en hel del over hvad deres job går ud på og at forsvaret ser ud til at gøre noget fornuftigt både for at forberede soldaterne på udsendelse og for at debriefe dem bagefter.… (mer)