Morten Andreas Strøksnes

I typically enjoy this type of memoir - those that also contain a lot of science, nature, history, or biography - but Shark Drunk didn’t work for me. It may be that I was “ruined” by Charles Foster, who writes these types of books brilliantly. But even without the comparison, I felt the author spent entirely too much time on everything except the adventure at hand. Stroksnes meanders through topics ranging from the shape of plankton to an orangutan in court and while sometimes the “other” is loosely related to the overall theme, much of the “other” was dull and seemed completely unrelated to the overall story. I also never quite got over that the reason for catching (and killing) a greenland shark was just to do it. I would have liked a better motivation.

I tried not to let the narrator of the audiobook influence my viewpoint, but I do have to wonder if a less wry-sounding narrator would have improved my opinion on the book. I will not be reading the paper-version to find out.… (mer)

Ha nem segít a hygge, és kiakaszt a lagom, ne csüggedj, mert íme az újabb skandináv lélekgyógyászat, egyenesen Észak-Norvégiából. Nem kell mást tenned hozzá, mint fogni magad, egy csepp lélekvesztőn tengerre szállni, és kifogni a grönlandi cápát. A grönlandi cápa nem épp egy egész estés Disney-rajzfilm főhőse: 5-7 méter hosszú, húsa mérgező, szemében ötcentis parazita férgek laknak (ennek következtében felnőtt korára rendszerint megvakul, de ez nem zavarja, mert amúgy is a tenger fenekén teng-leng*), utódai pedig már az anyaméhben hajlamosak megenni egymást, így aztán csak a legerősebb születik meg, de ő legalább tele pocakkal. Baromi rusnya rém tehát**, nagy szerencse, hogy 500 méterrel a felszín alatt szokott előfordulni. Normál esetben. És mi ezt a normál esetet akarjuk semmissé tenni azzal, hogy a felszínre húzzuk. Pazar ötlet.

Strøksnes könyve valahol a non-fiction és a regény peremén billeg. Egyfelől hajmeresztő érdekességek tárháza Finnmark földrajzáról, lakóiról, mitológiájáról, na meg persze a Jeges-tenger élővilágáról – ilyen értelemben egyfajta Észak-Skandináv útirajzként is olvasható. (A szerző által taglalt érdekességek köre mindazonáltal messze túlnyúlik Norvégia határain – többek között a világűrben található víz mennyiségét, vagy a küszöbön álló újabb tömeges fajkihalást is hosszasan – de mindig lebilincselően – taglalja.) Ugyanakkor Strøksnes bőven kilép a tényirodalom birodalmából, mert szövegének lényege nem a számtalan bizarr jelenség, amelyet gyönyörű, tiszta prózájában megörökít, hanem az elbeszélő velük ápolt viszonya. Ez pedig a vágyakozás, hogy kiléphessen életének megszokott medréből, és űzőbe vehesse a céltárgyat, az ominózus grönlandi cápát. Persze nem is a cápa a lényeg, hanem az út a cápáig, vagyis: az ismeretlenben való megmerülés. Mert hiába sikerült már a Marsra is szondát küldenünk, a tenger mélye továbbra is számtalan titkot tartogat. És emiatt a vágyakozás miatt nem tud ez a szöveg depresszív lenni, hiába az arktikus táj ridegsége – mert sugárzik belőle egy olyan ember izgatottsága, aki az őt körülvevő világot mindennél érdekesebbnek tartja.

* Egyesek szerint ezek a paraziták még jól is jönnek neki, mert finoman foszforeszkálnak, és ezzel közelebb csalogatják a cápa zsákmányállatait. Király, ezért a hülyének is megéri ötcentis férgeket ereszteni a szemgolyójába.
** Ha valaki szerint nem elég rusnya, annak elmesélném, hogy Fridtjof Nansen, a nagy sarkkutató egyszer megfigyelte, hogy egy kifogott grönlandi cápa, miután kibelezték, még napokig eléldegélt a jégen. Közérzetéről nincsenek bővebb információink.… (mer)

Denne var ikke like spennende som Et mord i Kongo, men desto mer informativ; man merker at Strøksnes er en journalist med bakgrunn i idéhistorie. Boka er like mye en fortelling om Midtøsten som en reiseskilding. Før jeg startet var redd for at bokens alder (13 år) kunne komme til å ødelegge litt av leseropplevelsen, da det tross alt er en journalistisk bok, ment å være aktuell for datidens lesere. Jeg kan tenke meg at det har skjedd ganske mye i Israel-versus-alle-konflikten siden da, og det har da også vært krig i Irak, og Saddam ble jo hengt av Bush. Selv om boka nok hadde skapt et større inntrykk i 2001, vil jeg si at den har holdt seg godt. Strøksnes har en tydelig maskulin og nøktern skrivestil. Dette gir teksten et alvorlig og myndig preg, noe som passer bra til innholdet.… (mer)

Egentlig er historien såre simpel. Fortælleren, der er identisk med forfatteren, rejser fire gange til Skrova ved Vestfjorden i Nordnorge, hvor han sammen med vennen Hugo Aasjord har sat sig for at fange en grønlandshaj. De fire rejser svarer til de fire årstider i undertitlen, og hver gang tager de to mænd ud på havet med mere eller mindre ubehagelig madding for at se, om de kan få en haj til at bide på.

Men bogen er meget andet end det. Hugo er kunstner, men han er også ud af en gammel fiskerslægt, og han drømmer om at genoplive den gamle fiskestation på Skrova, som er blevet udkonkurreret af det industrielle fiskeri, der opererer fra større havne og er med til udpine fiskebestandene. Måske ryster naboerne lidt på hovedet af det, men da Hugo inviterer til sommerfest vælter det ind fra de omliggende øer. Interessen for det traditionelle fiskeri og områdets historie har en bred klangbund.
Det er lidt svært at sige, hvorfor Strøksnæs er så optaget af at fange en haj. Måske handler det om hans fascination af havet, som han har svært ved at finde en udvej for. Her bliver projekt grønlandshaj den begrundelse, han har brug for at rejse fra familien derhjemme og bruge tid på vandet sammen med Hugo. I hvert fald er interessen for havet bred og dyb, og Strøksnæs formidler dygtigt sin fascination.

Der er essays om menneskets forhold til havet, og om de angreb på skibe fra kaskelothvaler, der inspirerede Herman Melville til Moby Dick. Der er tekster om de fantastiske mængder af endnu ukendte væsener, der findes i de dybe have. Der er tekster om menneskets liv med havet, om stanken fra en hvalfangerkoloni, om historien bag italienernes passion for tørfisk, der gennem århundreder er blevet eksporteret fra Norge til Sydeuropa.

Der er også historien om et venskab mellem mænd. Hugo og Morten arbejder sammen og taler sammen, men forholdet er tættest, når de sidder tavse i båden, kaster den stinkende madding overbord og lader en slagterkrog på en jernkæde følge efter for at få haj på krogen. Eller når de bare sejler afsted mod Skrova, mens de ser vejret skifte og havets farve forandre sig.

Havbogen er ikke missionerende, men den er selvfølgelig også drevet af moderne bevidsthed om klima og miljø, og netop derfor rummer den også en dobbelthed. Hvorfor genopdage naturen ved at fange en grønlandshaj bare for sjov - de aner jo ikke, hvad de skal bruge den til? Hvorfor beklage plastik i hvalmaver og så smide et råddent kohoved overbord i en affaldssæk? I det hele taget er længslen efter tradition tvetydig, for den hvalfangst, der var på nippet til at udrydde adskillige arter, var jo også et traditionsbundet erhverv.

Det skal ikke tage noget fra bogen, som var fascinerende og interessant læsning for en landkrabbe som mig. Mortens og Hugos mission er ikke en desperat og ensom kamp for føden som Santiagos i Den gamle mand og havet, for de har jo hinanden og dybest set ikke behov for at lykkes med jagten. Derimod kæmper de for den selvfølgelige forbindelse til naturen, som det moderne menneske har tabt, og tager man med på rejsen, er der betydelig risiko for, at blive smittet med fascinationen af havet.… (mer)