om barn holdt jeg meget af de forskellige western-tegneserier, jeg lånte på biblioteket, og som jeg nu er i fuld gang med at genlæse. Blueberry var fyldt med action og spændende karakterer, Yakari var en sød fortælling om prærieindianerne, som jeg også læste højt for mine egne børn, da de var små, og så var der Buddy Longway, som var en meget anderledes historie. Den handlede om en mand og hans familie, og den var placeret i tid og sted, så det stadig var muligt at se landet som uberørt og til at tro på fredelig sameksistens mellem hvide nybyggere og indianerne.

Cobolt er i gang med at genudgive Buddy Longway i en flot samleudgave. Første bind indledes med baggrundsmateriale og et interessant interview med Derib, hvor han fortæller om sine ambitioner med serien. Det er tydeligt, at han delte ambitioner med folk som Charlier og Giraud, der også ønskede at udvikle tegneserien til et medie for voksne med udvikling af komplekse karakterer, men at han samtidig adskilte sig fra tidens intellektuelle strømninger. Derib rejste til Indien og oplevede 1960’ernes frigørelsesbevægelse, men for ham førte det først og fremmest til en længsel efter en moderne kernefamilie med to ligeværdige voksne og fri opdragelse for børnene. Det var det liv han ville leve, da han flyttede hjem til Schweiz, og det var den vision, han ville fortælle om i Buddy Longway.

Chinook
Buddy Longway er en ung mand, der prøver at etablere sig selv som pelsjæger i den østlige del af Rocky Mountains, hvor prærien aldrig er langt væk. Han er for det meste alene, men da sæsonen er ved at være slut opsøger han et af de fremskudte forter for at indhandle sine skind og købe nye forsyninger. Her møder han Chinook, en ung Sioux-indianer, der er blevet bortført af andre pelsjægere med skidte intentioner. Uden egentlig at tænke sig om redder han hende, men rejsen tilbage til hendes familie bliver dramatisk. De må konfrontere de hævngerrige pelsjægere, en stamme af crow-indianere og undervejs møder de også Slim Enøje, der selv lever som pelsjæger i området.

Buddy og Chinook bliver selvfølgelig forelskede undervejs, og albummet slutter med, at de bliver gift og drager ud for slå sig ned sammen.

Fjenden
Buddy og Chinook drager igen ind i bjergene for at finde det helt rigtige sted at slå sig ned. Det er en klippeafsats med en strømmende flod i nærheden og en fantastiske udsigt, men det viser sig hurtigt, at ikke alt er som det skal være. Ting forsvinder, og da Slim Enøje kommer forbi, kan han fortælle, at det var her han mistede synet for flere år siden. Er det carcajouen, et jærvlignende rovdyr, som indianerne frygter, eller er der i andre og mørkere kræfter på spil?

Buddy sætter flere fælder for at få ram på den mystiske fjende, men den bliver ved med at undslippe ham. Til sidst er Chinook truet på livet, og redningen kommer fra uventet side. I albummet vi føler parrets magtesløshed over for en fjende, de ikke kan se, og den grundangst, der må være en del af at bo så isoleret i naturen.

Tre mænd red forbi
Naturen er farlig, men mennesket er farligere. Det var budskabet i Fjenden, og det bliver endnu tydeligere her. Chinook føder sønnen Jeremie, og vi følger hans første år i hurtigere billedglimt af lykkelige stunder i familien. Da han er blevet syv år gammel, tager de en ulvehvalp til sig, og inden længe er drengen og ulven uadskillelige. Alt er godt, men en dag rider tre guldgravere forbi. Buddy kan ikke lide dem, og da familien vender hjem efter en sommer hos siouxerne, bliver hans bekymringer til virkelighed. De tre guldgravere er flyttet ind i hytten, og da de tager Jeremie og Chinook som gidsler, har Buddy ikke andet valg end at knokle for dem i minen og med at skaffe mad.

De tre mænd er banditter, men de er ikke enige om, hvor meget banditter, der har lyst til at være. Modsætningerne tager til, og det hele slutter dramatisk.

Alene
Selvom familien lever alene og langt hen af vejen er selvforsynende, så er de i kontakt med omverdenen. Skindene skal sælges og nye forsyninger købes, Buddy efterlade Chinook og Jeremie for at rejser til fortet. Undervejs bliver han ramt af et stenskred, og da han vågner op, er det med et brækket ben og gribbe cirklende sultne omkring ham. Det lykkes ham at lave en skinne, men den velkendte rejse er pludselig forvandlet til en kæmpe udfordring. Det bliver kun værre, da han opdager en gruppe pelsjægere, der bliver overfaldet af crowe-indianere. Nu er der ikke andet at gøre end at risikere eget liv og helbred i et desperat forsøg på at skaffe hjælp, inden det er for sent.

Jeg husker tydeligt albummet fra tidligere, og det var især oplevelsen af at være såret og helt alene i ødemarken, der havde gjort indtryk på mig. Det gør den stadig. Derib fanger mesterligt den desperate situation.

Buddy Longway startede på toppen. De fire albums er fantastiske hver især, og de er samtidig en imponerende start på Deribs ambition om at skildre en mand og en families udvikling over mange år. Det understøttes af en udvikling i tegnestilen. I Chinook trækker han stadig på traditionen med meget stiliserede gengivelser af f.eks. øjne, men han bærer bevæger sig hurtigt i retning af en mere realistisk streg, hvor det er nemmere at lade personerne få rynker og blive ældre.

Historierne er plotdrevne, og hvert album har flere dramatiske højdepunkter undervejs. Det er naturligt for serier, der først udgives som føjetoner, men sammenligner man med den samtidige Blueberry-serier er forskellen alligevel markant. Der sker simpelthen mindre i et Buddy Longway album end i et Blueberry-album, og det klæder serien, at Derib både på billedsiden og i historien tager sig tid til at dvæle ved de enkelte situationer.

Jeg glæder mig i den grad til de næste bind, for det kan næsten ikke blive bedre. ( )