A book-length interview, based on discussions in 2013 and 2014, in which Angelika Klammer gets Müller to talk about her life, the context of her books, and her attitude to writing. Inevitably, there's a lot about her and her friends' experience of persecution by Ceaușescu's Securitate, but also about her mixed feelings about growing up as a member of Romania's German-speaking minority, with a father who had served voluntarily in the SS and a mother who survived a Soviet labour-camp.

She repeatedly emphasises that her conflict was with the corrupt, destructive and oppressive dictatorship of Ceaușescu, not with Romania, and several times she makes a point of digressing into talking about the beauties of the Romanian language and how much she enjoyed learning it properly when she left her Banat-Swabian village to study in Timișoara. The way she wrote about her village, especially in her first book [Niederungen] (Nadirs), got her into trouble with the exiled Banat-Swabian community organisations in Germany (which she characterises here as being led by ex-Nazis and heavily infiltrated by the Securitate, so the row was obviously still going on in 2014...).

In the last couple of chapters she describes how she worked together with poet and Gulag-veteran [[Oskar Pastior]] on her last major novel, [Atemschaukel] (The hunger angel) and the difficulties of going from his very personal testimony about the labour camp to a work of fiction, and she also gives us a lively account of her process for creating her collage-poems — she has a filing cabinet with over 100,000 cut-out words to play with. The title of this book, "My fatherland was an apple-core", comes from one of her absurd rhymes.

Herta Müller is always worth reading, but this is a book you will probably find most interesting if you've read at least some of the books she is talking about and can get some idea of how the novel relates to the lived experience she is describing here. ( )

Det er måske at gå lidt for vidt at kalde værket for en samtalebog, for Müllers partner Angelika Klammer fungerer mere som interviewer end som ligeværdig samtalepartner. Hendes spørgsmål fylder typisk to-tre linjer, hvorefter Müller fortæller over en side eller to. Det er bogens styrke, for Müller er altid værd at lytte til, men det er måske også dens svaghed.

Herta Müller blev født i en landsby i Rumænien som en del af det tysktalende mindretal. Bedstefaderen havde været med i SS, og mange af landsbyboerne fastholdt deres nazistiske sympatier efter krigen. Alligevel virker det uretfærdigt, at det primært var den tysktalende befolkning, der modtog kollektiv afstraffelse efter den sovjetiske besættelse. Rumænien var trods alt til det sidste en af Hitlers mest loyale allierede og ivrige deltagere i jødeforfølgelserne. Men sådan var det, og moderen blev livsvarigt mærket af deportationen til en fjern fangelejr i Ukraine.

Müller er primært kendt for sin udforskning af diktaturets væsen, og det er også det tema, der går igen i bogen. Børn blev rutinemæssigt banket, og det handlede både om de oplevelser, forældrene havde med sig fra krigen, og om et samfundssystem, der byggede på vold, frygt og systematisk nedbrydning af sine modstandere. På sin vis var forældrenes vold en forlængelse af regimets undertrykkelse.

Da Müller kom i gymnasiet, kom hun også i kontakt med rumænsk og rumænsk kultur. Hun har tydeligvis stor respekt for sproget og for rumænsk folkekultur – i skarp kontrast til den fantasiforladte kommunistisk arrangerede folkelighed, der kun kan mødes med foragt og ligegyldighed – men tysk forblev hendes sprog. I fortvivlelse begyndte hun at skrive, og da hun nægtede at lade sig hverve som meddeler for Securitate begyndte en tid med chikane, forfølgelse og en evig uvished om, hvornår det hemmelige politi ville slå til – og hvor hårdt. Mest skræmmende er historien om, hvordan der gang på gang bliver brudt ind i hendes lejlighed, og hvordan agenterne bevidst efterlader et tegn på de har været der. Over flere måneder bliver hale og poter skåret af et ræveskind, hun har liggende, men intet af det forsvinder.

Bogen handler primært om Müllers liv, men det kan selvfølgelig ikke adskilles fra hendes forfatterskab, og Klammer er god til at spørge ind til parallellerne mellem liv og værk. Barndomserindringerne flyder f.eks. ind i debuten Lavninger, mens erfaringerne med at være overvåget og blive indkaldt til forhør er flydt ind i I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv.

Der er masser af godt at sige om bogen, men jeg var alligevel ikke helt oppe at ringe over den, og jeg tror det hænger sammen med formen. Müllers stemme er vedkommende og interessant, men der mangler en rød tråd gennem bogen – eller rettere sagt: Det er Klammers spørgsmål og interviewplan, der binder bogen sammen, men det er Müllers stemme der giver den fylde og leverer praktisk talt alt indhold. Når det nu er sådan, ville jeg have foretrukket et velkomponeret erindringsbind – eller en af hendes romaner. ( )

Anche in un'intervista le parole di Herta seguono il ritmo della Poesia.
Piena di sé forse, ma autentica. Una che non si atteggia ma che fin da bambina ha coltivato l'attitudine alla Poesia (sotto la vigilanza della Securitate). ( )

En Mi patria era una semilla de manzana la autora reflexiona sobre su adolescencia y juventud en la ciudad rumana de Timisoara y el despertar de la conciencia política, sus primeros contactos con la literatura, los conflictos con el régimen comunista y la construcción de un camino propio a través de la escritura; también detalla por primera vez lo que la llevó a escribir y aquello que ha determinado su obra. Por otra parte, su descripción de la llegada a un nuevo país introduce una mirada distinta sobre la Alemania de los años ochenta y noventa, así como sobre la sociedad en que vivimos hoy.