Slutet på en tjänsteresa (1966)

In een Duits stadje worden vader en zoon berecht om het vernielen van eigendom van de Bundeswehr. Ieder denkt er het zijne van, en allerlei getuigen en deskundigen worden gehoord. Het geheel levert een mooi beeld op van zo'n gemeenschap. De verdachten ontkennen hun schuld niet, ze zijn er eigenlijk een beetje trots op. Want het is niet wat het op het eerste gezicht lijkt!

ספר אנטי מיליטריסטי של בול ( )

Böll var en af de forfattere, der tydeligst prægede Forbundsrepublikkens udvikling efter anden verdenskrig. I en række romaner satte han ord på krigens meningsløshed, men blev aldrig forelsket i det demokratiske Tyskland, som det kom til at se ud. I Katarina Blums tabte ære gjorde han f.eks. op med 1970’ernes sensationsjagende presse og det han opfattede som hysterisk mistænkeliggørelse af alt og alle, der på et tidspunkt var stødt ind i en RAF-terrorist.

I Missionen endt er vi i Rhinlandet i 1960’erne. Krigen er kommet på afstand, og demokratiet fungerer tilsyneladende som det skal. Forbundshæren er et værn om forfatningen, retsvæsenet er uafhængigt og de politiske processer er åbne – i hvert fald på overfladen.

Da far og søn Gruhl afbrænder en af militærets jeeps, havner de selvfølgelig i kachotten, og bogen handler om den farce af en retssag sagen giver anledning til. Det afslører hurtigt, at hæren stadig er autoritær og stivnet i bureaukrati, at retsvæsenet langt fra er frit og uafhængigt og at pressen i øvrigt også kan manipuleres, når det er nødvendigt.

Det sker bare ikke for at få ram på de anklagede, men derimod for at sikre, at deres sag ikke kommer en bredere offentligheds kendskab. Hærværk og almindelig kriminalitet er til at håndtere, men en åbenlys latterliggørelse af staten og dens institutioner må åbenbart give andre gode ideer.

Bölls pointe synes at være, at Vesttyskland nok formelt spiller efter demokratiske regler, men at autoritære systemer og urimelige magtstrukturer stadig gemmer sig under overfladen. I dag er det let af se, at Tyskland er mindst lige så demokratisk som andre lande, men i 1960’erne var succesen og holdbarheden af den ikke så indlysende.

Bogen er tung læsning. Böll bruger lange sætninger i lange afsnit, men sarkasmen er bidende og morsom. Gruhl’ernes mildest talt liberale forhold i fængslet giver historien et skær af folkekomedie. Det understreges kun af karakterer som den konservative premierløjtnant, den aggressive økonom og den udflippede kunstprofessor, der alle optræder i vidneskranken. ( )

Gelezen toen ik 16 was, vond het toen erg goed ( )

'The End of a Mission' is centred around an absurd criminal case in 1960s Germany, in which a father and son are accused (and do not deny) setting fire to an army jeep as a sort of avant garde protest against modern Germany. The trial is a cosy affair, ignored by the press at the request of the local government, and involving an incestuous group of friends and relations, acting for both sides safe in the knowledge that the outcome is pre-determined. A comic cast of characters is allowed to turn the trial into a comfortable charade.
'The End of a Mission' is a bit of a one-joke book, and I didn't find it particularly funny. The Boll I have read in the past is at his best when at his driest, and I don't think the sort of absurd humour he was attempting here suited him. It read like farce in places, which is never a good thing in my opinion. Humour is, of course, very subjective, but the book relied heavily on comic absurdity that just didn't work. The writing was also strangely dense, and for a very small book it was fairly hard work. There were a few moments where I could see the shoots of something deeper poking through, and at times he touched on some of the themes that made 'Katherine Blum' a fantastic book, but it was not often enough, or coherent enough for me.