I first read this about a decade ago and didn't remember much aside from the sporking of vegetarianism. I now understand a lot more about the context of when this was written and I think was able to get a bit more value out of it.

Interestingly some stuff seemed still relevant today, especially the part about smashing statues - the Erewhonians believing that all statues should be destroyed after 50 years unless a jury of people picked from the street can be found to declare it should stay. With the debates going on right now, perhaps we ought to take a page from their book!

The chapters on machines also show that the fear of the inevitable machine takeover is not new.

On my last reading I thought that the "crime is a sickness" think was satirising rehabilitative justice, which it may well be, but this time I realised that the whole "sickness is a crime" thing is pretty much just eugenics laid out bare. Considering some of the book was a response to Darwin, it's possible this was intended.



( )

Doesn't go anywhere--just circles the same idea again and again. Probably great reading for someone who enjoys this sort of "idea" book, but I prefer a more balanced ratio of ideas and events, to say nothing of dialogue. ( )

Recenzoj
Citaĵo
„ La titolo montras, pri kio temas; aŭ, ĉar la Esperanta literaturo estas nun tiel multĝenra, sufiĉas loki la verkon apud Vojaĝo al Kazohinio de Szathmári. Kiam mi legis ĝin en la angla antaŭ jaroj, ĝi ne multe plaĉis al mi; sed nun, leginte ĝin en Esperanto, mi entuziasmiĝis. ”
— julio-aŭgusto 1979, D.B. Gregor, Esperanto, paĝo 133

Bogens unavngivne fortæller har noget på hjerte. Som så mange andre er han rejst ud i det store britiske imperium for at skabe sig en formue og et navn for sig selv. Den rejse har ført ham til en fjern og endnu uudforsket koloni, hvor fåreholdet ganske vist fylder områderne ved kysten, men hvor ingen ved, hvad der gemmer sig bag bjergene. Af frygt for at andre skal komme ham i forkøbet siger han aldrig, hvilken koloni der er tale om, men New Zealand ville være et godt bud, hvis man skulle komme med et gæt.

Da klipningen er overstået, og han har fået sin løn udbetalt, beslutter han sig for at undersøge baglandet nærmere. Håbet er at finde nye dalstrøg, som han selv kan gøre krav på og fylde med sine egne får. Sådan går det ikke. Umiddelbart er der ikke meget at komme efter i de øde bjergegne, og da han efter mange strabadser endelig når frem til frugtbart land, er det slet ikke øde: Han er nået frem til Erewhon, et fremmed land, der aldrig har været i kontakt med europæerne, men som han er overbevist om er efterkommere af Israels ti tabte stammer.

Som det sig hør og bør i den slags romaner, bliver han ført til kongen og får mulighed for at lære landet og dets skikke at kende. Han bliver indkvarteret hos den rige familie Nosnibor, hvor han bliver bjergtaget af den yngste datter men også undrer sig over landets sære skikke. Hovedparten af romanen handler om undersøgelsen af disse, og her bygger fortælleren både på egne iagttagelser og på bøger og dokumenter, som han får adgang til.

Der er selvfølgelig tale om spejlvendinger og omskrivninger af hjemlige forhold, som læseren så kan give sig til at reflektere over. Lad os tage nævne nogle af de mest interessante:

For det første har erewohnianerne byttet om på holdningerne til sygdom og kriminalitet. Sygdom ses som en forbrydelse med statens legeme og naturens orden, og derfor bliver alle synlige dårligdomme retsforfulgt og i særligt grove tilfælde bliver den skyldige endda belært om, at det ikke nytter noget at skyde skylden på samfundet eller på forældrenes indflydelse.

Omvendt kan man åbent tale om sine umoralske tanker og tilbøjeligheder uden at blive fordømt. Hr Nosnibor har f.eks. bedraget en kvinde for det meste af hendes formue, men det bliver han ikke straffet for. Tværtimod er det hende, der angribes for at have ladet sig udsætte for bedrageri, mens han kan nøjes med at konsultere en ”udstrækker” og underkaste sig hans behandling et års tid. Det er ikke behageligt, men udgangspunktet er stadig, at handlingen ikke er hans skyld, og at han ikke skal i fængsel, mens han bliver helbredt for dårligdommen.

Der er selvfølgelig også mange passager om landets religion. På overfladen dyrker de ikke religion, men de har et dobbelt banksystem. Det ene er almindeligt, mens det andet består af ”musikalske” banker, hvor alle har en konto og løbende sætter penge ind uden nogen sinde at få noget ud igen. Det hele ses lidt som en facade, der holder en masse mennesker beskæftigede uden at gøre synlig gavn – præcis som den overfladiske kirkelighed i England.

Nogle gange vender Butler kendte forestillinger på hovedet, men andre gange driver han snarere ideer til ekstremer. F.eks. anses børn for at komme fra en skyggeverden, hvorfra de ”plager” et par om at blive født, selvom det vil lægge dem til last. Til gengæld har forældrene hånd- og halsret over barnet, og en person underskriver på dets vegne en fødselsattest, hvor barnet erkender, at det hensynsløst og ubetænksomt er trængt ind i familien, at det selv bærer hele ansvaret for miseren, og at det vil underkaste sig forældrenes autoritet. Temmelig absurd, men måske ikke så forskellig fra ideen om arvesynd.

Det interessante ved historien er ikke så meget de enkelte ideer om det anderledes samfund men mere den dybde de foldes ud med. I flere tilfælde gennemgås lange argumenter for de særegne erowhianske opfattelser, ligesom der citeres fra landets egne lærde. Der er f.eks. lavet et forbud mod at udvikle nye maskiner, og det begrundes udførligt med, at maskinerne udvikler sig så hastigt, at de på et tidspunkt kan opnå bevidsthed og komme til at overgå menneskene i intelligens og magt. I stedet for at afvente en sådan mulig udvikling har regeringen altså valgt at rive ondet op med rode, før det blev for sent. Diskussionen kunne fint perspektiveres til science fiction og alvorligt mente overvejelser om kunstig intelligens.

Romanen slutter selvfølgelig med, at fortælleren undslipper, så han kan skrive og vi kan læse hans beretning. Her giver Butler historien et sidste tvist, for fortælleren røber, at han i virkeligheden er ude på at samle penge ind til et selskab, der med et par kanonbåde i baghånden kan missionere over for erewhonianerne – og samtidig transportere dem frivilligt eller knap så frivilligt til Queensland, hvor der er mangel på arbejdskraft. Imperiets vilje til magt og ekspansion var intimt forbundet med udforskningen af selv fiktive verdensdele.

Jeg var ret glad for romanen og alle dens tvetydigheder. Det er ikke uden grund, at den både betegnes som en dystopi og en utopi. Der var utvivlsomt masser af hentydninger til samtidens debatter, som gled hen over hovedet på mig, men som sagt var der også masser af ideer, som man sagtens kunne forholde sig til. ( )

4/25/22