Of all the works that I have read by Mr. Milo, this has been the one that I liked the least. ( )

Amerika, Arizona, ca 1776
Et sted i Arizona møder en ung mand med en hest der hedder Lille Blomst en gammel mand med en stor kasse. Den gamle kommer fra England og er på vej til Quebec. Han er sergent af reserven i Dronning Victorias hær og forsøger at gå til angreb på en kavalleriafdeling. Han ender med at få en røvfuld og bliver lænket sammen med en indianerpige Hvide Kanin og på æresord at love at indfinde sig på Fort Laramie med hende. Den unge mand er på vej til sin kæreste Gwendoline i Augusta i Maine og går og kigger på et billede af hende. Indianerpigen driller ham og siger "hvis du elske en kvinde af papir, du selv blive mand af papir! Papirmand! Ha ha ha ha ha." Hesten er langt den klogeste af dem alle og finder fx vand til dem, så de ikke tørrer ud til pergamentpapir.
De når frem til Fort Laramie og deres veje skilles. Forunderligt nok er der udbrudt storm og regnen øser ned. Ud af Fortets port kommer en vanvittig person ridende på et æsel og han får lænken hægtet fast på æslet i forbifarten, så indianerpigen og den gamle soldat bliver slæbt med. Den unge mand hører larmen og forsøger at indhente dem, men hesten er mest til at tage den med ro, så det er først næste dags formiddag at han finder dem igen og da er regnen for længst hørt op. Æselmanden forklarer at han normalt er jordens fredeligste gemyt, men at han går helt amok, når det regner. Normalt binder soldaterne ham, når der er optræk til regn, men denne gang kom det uden varsel.
Det virker som en god ide med en middagslur, men den bliver forstyrret at en kontrær indianer, dvs en der gør alting baglæns, fx kommer han ridende mens han sidder baglæns på hesten. Han gemmer sig og kort efter kommer en kavalleriofficer forbi og spørger efter ham. De peger i den anden retning og han smutter igen. Indianeren takker æselmanden ved at smække ham et par lussinger og så følges han med Hvide Kanin og Gammel Soldat i retning tilbage mod Fort Laramie. Æselmanden og Papirmanden fortsætter den anden vej og møder en karavane. Den er på flugt fra nogle indianere fra Oglala-stammen og da det lille selskab mest er til fods, bliver de indhentet af indianerne. Høvding Blå Jord lader dem leve efter at have talt med Sioux-kvinden Hvide Kanin. De når frem til Fort Laramie, men Hvide Kanin bliver antaget at være en handelsvare som Papirmanden bestyrer. Det udløser et saloon-slagsmål i bedste westernstil. Hvide Kanin (som Papirmanden kalder for Højrumpe) stikker af for at advare sioux'erne om en militæraktion næste dag, men hun tager Lille Blomst, som jo ellers er langsom, men hun ved hvad hun skal hviske den i øret. Hun når frem og advarer sin stamme. Imens er de andre blevet arresteret i Fort Laramie og stillet for en henrettelsespeloton, men det bliver regnvejr og æselmanden går helt amok. Papirmanden undslipper og når lige at se at en soldat skyder Hvide Kanin. Æselmanden rider ind i Gammel Soldat og slæber ham med.

Gad vide om det her egentlig er et dukketeaterstykke? De enkelte medvirkende dukker op i rækkefølge, siger nogle replikker og forsvinder igen. Manara er en superdygtig tegner, så indianerkvinden har selvfølgelig ikke så meget tøj på. ( )