"In breve, poiché la realtà che interessa l'individuo è al momento imperscrutabile, bisogna che egli faccia affidamento sulle apparenze. E, paradossalmente, più l'individuo dà importanza alla realtà che non è percepibile, e più deve concentrare la sua attenzione sulle apparenze.
L'individuo tende a trattare i presenti sulla base delle impressioni che essi in quel momento danno per ciò che riguarda il loro comportamento passato e futuro. Perciò gli atti di comunicazione si traducono in atti morali. Le impressioni date agli altri tendono a essere trattate come pretese e promesse implicite e le pretese e le promesse tendono ad avere un carattere morale." ( )

Våre arenaer, fasader, opptredener, inntrykk, roller. Alt det vi gir inntrykk av. Skillet mellom Sein und Schein eller sammenhengen mellom dem.

I 1959 udgav Erving Goffman den anden og endelige udgave af The Presentation of Self in Everyday Life, og lige siden har den inspireret sociologer og andre forskere til analyser af menneskeligt samvær og interaktion. Som Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen skriver i deres fine introduktion til den danske udgave, så regnes bogen for en af sociologiens vigtigste grundværker, og det er der flere grunde til.

Goffmans grundlæggende greb er at analysere menneskelig handling med teatermetaforik. Når mennesker mødes, indgår de i velkendte og indøvede samspil, hvor nogle fremfører en rolle for at give et bestemt indtryk af dem selv, og den situation der finder sted. Andre udgør et publikum, der både tolker på den optrædendes bevidste signaler (særligt tale) og de ubevidste signaler (kropssprog og fortalelser) for at vurdere den optrædendes troværdighed. Det kan lyde meget kunstigt og forstillet, men det handler ikke mindst om at gøre vores sociale interaktioner overskuelige. Det er bare meget nemmere at få hverdagen til at fungere, hvis vi alle sammen følger forudbestemte mønstre.

Analysen nøjes ikke med individniveauet. Ofte opføres interaktion af hold, som hver især fremfører deres roller. Det er meget tydeligt i forhandlinger, men det gælder også i helt dagligdags situationer. På restauranter er nogle ansatte med specialiserede funktioner som tjenere, kokke og opvaskere, mens andre er gæster i forskellige grupper og sammensætninger.

De forskellige roller er en forudsætning for at få den samlede forestilling til at fungere, men det gør også opførelsen meget kompliceret. Deraf følger særlige funktioner, der griber hen over holdafgrænsningen. Det optrædende hold kan f.eks. have en instruktør, hovedroller og biroller, og det kan have placeret klakører blandt publikum. I nogle sammenhænge vil specialister have mere tilfældes med hinanden end med deres holdkammerater. Men de koreograferede forestillinger bringer også andet med sig: De optrædende har brug for et hemmeligt sprog for at kunne kommunikere under forestillingen. Endnu mere skelsættende er ideen om facadeområdet (scenen) og bagscenen, hvor skuespillerne kan puste ud, forberede forestillingen og opbygge tættere sociale bånd, f.eks. ved at tale åbenhjertigt om publikum og i det hele taget lade paraderne falde og interagere uden for de gængse rollers rammer. Grænsen mellem facadeområde og bagscene kenders fra næsten alle steder i samfundet, og når den så sjældent overskrides, skyldes det et andet vigtigt forhold: De to hold arbejder oftest sammen om at opretholde spillet, og derfor omgår de modpartens grænser med takt og respekt.

Goffmans bruger metaforen som udgangspunkt for både teori og analyse. Det er enkelt at sige, at verden er en teaterforestilling, men han driver den simple ide så langt, at der bliver tale om egentlig teori om social samhandling. Det gør han ved at gradvis at opbygge et bredt begrebsapparat, der løbende gør metaforen dybere og mere kompleks, men han gør det også ved at inddrage eksempler fra mange forskellige sammenhænge. Han citerer frit fra litteratur, når det illustrerer hans pointer, og han bruger erindringer fra det britiske kongehus og det engelske embedsapparat på lige fod med undersøgelser af college-pigers ageren, Simone de Beauvoirs analyse af det andet køn, forretningers salgsteknikker og egne observationer fra et længere ophold på Shetlandsøerne. Bredden i kildematerialet er med til at vise bredden i teoriens anvendelsesmuligheder.

Det vigtigste greb er altså at analysere verden SOM OM den var et teaterstykke – men betyder det også, at mennesket simpelthen er summen af sine roller? Det spørgsmål har Goffman ikke et klart svar på. Ganske vist kan verden ikke reduceres til teater, hvor alle ved, at det der foregår er skuespil, men for at lykkes i virkeligheden må det enkelte menneske benytte de samme teknikker. Og hvis individet tror fuldt og fast på den rolle, det spiller, hvordan skal man så skelne rollen fra det bagvedliggende selv? Spørgsmålet forbliver som sagt ubesvaret, og måske er det i virkeligheden heller ikke så vigtigt for at analysre hverdagslivets interaktion.

Selvom jeg har læst mange referater af Goffman og også læst analyser inspireret af hans arbejde, så var det en stor fornøjelse at læse ham selv. Som nævnt bliver metaforen foldet ud i mange flere detaljer, og det giver værket en dybde som lærebøgerne naturligt nok ikke kan gengive. Men det handler også om, at Goffman ganske enkelt skriver godt, og fraværet af flowdiagrammer og akademiske definitioner, som nogle helt sikkert vil se som en mangel i hans essayistiske stil, gør bogen til en bedre læseoplevelse. ( )

Seems like it needs a new, less casually racist edition, but otherwise a classic, solid introduction to works in the sociological field. ( )

https://nwhyte.livejournal.com/2897998.html

Goffman takes the theatre as his metaphor and calls attention to how, in their social interactions, human beings are often consciously (or sub-consciously) playing a role, using props such as clothes, tools, buildings, and performing to different audiences in different characters. It would be going too far to say that he has discovered the secret to understanding why everyone does everything, but the concept I think is a useful tool for unlocking particular situations and conversations in terms of their setting and format as much as (or even instead of) their content. His observations of how the staff behave in Scottish hotels - very differently depending on whether they are in front of guests or not - were particularly interesting for any client-facing workers. The style is of course a bit dated now, but the material is very interesting. ( )