Den jødiske, østrigskfødte forfatter Stefan Zweig var flygtet så langt fra nazisterne som muligt, da han skrev Skaknovelle. Det er ikke hans vigtigste opgør med den fascistiske svøbe – også her rager Verden af i går op over resten af forfatterskabet – men det er en medrivende fortælling. Jeg læste den første gang for 25 år siden, og genlæsningen bekræftede, at jeg stadig kunne huske det meste af handlingen.

Selvom historien er kort, har Zweig ikke travlt. Vi befinder os på en damper mellem New York og Buenos Aires, hvor bogens fortæller glæder sig over, at verdensmesteren i skak, Czentovic, også er med som passager. Fortælleren er nemlig interesseret i skak og endnu mere i særegne personligheder, og sådan en har Czentovic i den grad. Verdensmesteren voksede op i fattige kår, og hans snu bondenatur er stadig til at få øje på – både når han udnytter sit mesterskab til at tjene så mange penge som overhovedet muligt, og i spillet, hvor han indædt slider sine modstandere op, selvom han er afhængig af at kunne se brættet hele tiden. Blindskak (og indirekte: abstrakt tænkning) er ikke lige ham.

Der er andre glade skakspillere på skibet, og det lykkes at overtale Czentovic til en opvisningskamp. Selvom amatørerne spiller sammen, har de ikke en chance – indtil en mystisk person blander sig og hjælper dem til en remis. Efter kampen opsøger fortælleren ham, og dr. B fortæller gerne sin historie. Han er også østriger, og som formueforvalter for klostre og grene af kejserfamilien var han et oplagt mål for nazisterne, der efter indmarchen jagtede alle ressourcer til den kommende krig. B. bliver udsat for en særlig form for tortur. Der er ingen fysisk mishandling, men i stedet placeres han i total isolation, og den manglende stimulans er ved at gøre ham vanvittig.

En dag får han fingrene i en bog med klassiske skakpartier, og da han først har lært systemet at kende, gennemspiller han partierne igen og igen. Først med hjemmelavede brikker, så i tankerne og uden noget fysisk ophæng. For ham er det ikke et problem at tænke abstrakt, tværtimod. Da han først er kommet i gang, kan han slet ikke stoppe, før han får et nervesammenbrud. (Den del af historien kom jeg til at tænke på, da jeg så Queen’s Gambit sidste år, men det skyldes sikkert bare, at jeg har læst så få bøger om skak.)

Det er nemt at pege på usandsynligheder i historien – hvordan undslipper B egentlig det nazistiske fængsel? hvorfor deler han så utvungent sin fortælling? – men da Zweig først tager fat, er det svært ikke at blive indfanget af det psykologiske studie af den plagede mand. Det mindede mig om nogle af Dostojevskijs værker, og selvom der findes mere knugende fremstillinger af nazistiske undertrykkelse, så har centrale scener altså sat sig fast. ( )