Five Minutes in Heaven by Lisa Alther (1996)

Jeg har over de sidste ti år læst de fleste af Lisa Althers romaner. Hendes forfatterskab er ikke meget omfangsrigt – ca. en roman hvert femte år siden debuten i 1975 – men det drejer sig til gengæld om vægtige værker i mere end en forstand. Det er en fornøjelse at vende tilbage til Alther, som bibeholder sine grundtemaer, men varierer og nuancerer dem i takt med, at hun bliver ældre.

Handlingen er typisk Alther: Hovedpersonen Jude vokser op i efterkrigstidens Tennessee og tager på college i det pulserende yankee-univers New York, mens hun prøver at komme overens med både hendes historiske arv og hendes seksualitet, der befinder sig i det biseksuelle område med tendens til det lesbiske.

I forhold til de tidlige romaner som ’Levende Billeder’ og ’Arvesynder’ er der skruet ned for de bizarre elementer i highschool-livet og kvindefrigørelsen. ’Fem minutter i himlen’ er et modent værk om Judes svære forhold til kærligheden. Hun drømmer om en ægte ’gravstedskærlighed’, der for begge parter varer til døden, men hendes elskede dør alt for hurtigt fra hende. Det gælder først moderen og så barndomsveninden Molly, indtil Jude som midaldrende driver i land på et feministisk forlag i Paris for at begynde på en frisk.

Heller ikke her kan Jude finde sig til rette. For franskmændene er erotikken tilsyneladende bare en leg og et spil, der skal spilles, og det går i stigende grad op for Jude, at døden er en alt for ubehagelig forudsætning for gravstenskærlighed. I sidste ende står hun uforløst tilbage over for kærlighedens mysterium, men i det mindste når hun frem til en eller anden form for afklaring, og som læser havde jeg håb på hendes vegne, da de sidste sider var vendt.

Lisa Alther har som erklæret målsætning, at skildre de virkelige, komplicerede mennesker bag stereotyper, så hendes ensidige fremstilling af franskmænd er lidt skuffende. Er det ikke lidt letkøbt, at de alle sammen kun er på jagt efter flirten og spillet?

Alther skriver smukt om kærligheden, men først og fremmest er hun skarp i sine miljøskildringer og i udfoldelsen af det drama, som udgøres af oprøret mod lillebyen og overgangen til den pulserende storby med dens bedrevidende akademiske elite. ( )