Haslund-Gjerrilds tredje roman er først og fremmest et portræt af den danske kunstner Kristian Zahrtmann, der var en ledende skikkelse inden for dansk billedkunst fra 1870’erne og frem til sin død i 1917. Men det bliver også et portræt af en tid, hvor homoseksualitet ikke bare var kriminaliseret, homoseksuelle blev også forfulgt i to store sædelighedssager, som også blev også anledning til giftige, offentlige angreb på Herman Bang. Derfor er det så meget mere bemærkelsesværdigt, at Zahrtmann, der boede alene og var tiltrukket af mænd, blandede sig i debatten med sine værker – og altså også det billede fra 1913, der har lagt navn til romanen.

Det er Zahrtmann, der er bogens fortæller, og vi møder ham først i et tog fra Kalundborg, hvor han er blevet placeret i en togvogn proppet med soldater. Han lægger særligt mærke til en af de unge mænd, der er smuk og passer fuldstændigt til det maleri, han har i tankerne: Adam i Paradis. Før Eva, før slangen, måske endda også før dyrene. Adam helt alene i en farvemættet eksplosion af palmer, blomster og frugter, selvfølgelig nøgen. Han er verdens første menneske - og han keder sig for at være mennesker er først og fremmest at være sammen med andre.

Arbejdet med maleriet er det gennemgående tema i romanen, men det blandes med tilbageblik på de foregående ti år. Der er det korte og intense forhold til den tidligere kok og senere malerelev Hjalmar Sørensen, som Zahrtmann mødte på gaden i København og siden tog med til sommereksilet i Italien, hvor han hvert år slog sig ned i en lille bjerglandsby sammen kolleger og gamle elever. Der er en fantastisk gengivelse af et maskebal, hvor smålige typer hånede Herman Bang efter hans død i 1910 – og hvor det måtte være Gerda Christophersen og ikke Zahrtmann, der gav dem tørt på. (I parentes bemærket: hun virker som en mere end almindeligt interessant kvinde: sanger, skuespiller, forfatter og teaterdirektør.)

I små indstik på gråt papir gengives dokumenter fra samtiden. Der er de paragraffer i straffeloven, der gør homoseksualitet ulovligt. Der er et hadsk avisindlæg fra Johannes V. Jensen, der var med til at rive benene væk under Herman Bang. Der er breve fra Fritz Syberg, hvor han sladrede om Zahrtmann, som man nu engang gør, når man skriver fortroligt til sine venner. Indlæggene fungerer som en spejl for fortællingen, hvor Zahrtmann nok bemærker smukke mænd, når han ser dem, men hvor han selv i sine egne tanker er tilbageholdende med at formulere det som kærlighed og erotik.

Bogen er skrevet med et vidunderligt sprogligt overskud. Det er selvfølgelig svært at sige, om det passer til Zahrtmanns måde at tale på, men det passer i hvert fald godt på den person, der kommer til udtryk i hans billeder, der nærmest er en eksplosion af farver og sansninger. Sådan skriver Haslund-Gjerrild også, og som læser oplever man en meget sanselig person, der ikke gør noget for at skjule sin fascination af blomster, udklædning – bl.a. som Caroline Mathilde, Leonora Christine og andre forfulgte kvinder – klæde og kunst. ( )

Lidt kedelig, fik ikke læst hele bogen ( )

Anmeldt 10/08-2021 af Emma Krogsgaard fra LGBT+ Biblioteket

Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet den historiske og exofiktive roman "Adam i Paradis", der tager udgangspunkt i Kristian Zahrtmanns liv i årene 1910-1913.

Til introduktion skal siges, at Kristian Zahrtmann (1843-1917) var en dansk kunstmaler, der sidenhen er blevet kendt som queer kunster. Det skal forstås i og med han brød med samtidens normer for skønhed og køn gennem kunsten og blandt andet malede billeder af skønne unge mænd, der emmede af intimitet og erotik. Der foreligger intet om, hvorvidt Zahrtmann egentlig var homoseksuel, men med utallige hentydninger er han i dag kendt for at repræsentere en vigtig kilde til queer kunst og være en skelsættende stemme for sin samtid. Udstillingen ”Queer, kunst og lidenskab” er gået på runde på tre danske museer i årene 2019-2020 og har været med til at kaste blik på kunstneren med fornyet interesse.

"Adam i Paradis" er fiktion skrevet over Zahrtmann som historisk persona. Scenen veksler mellem Zahrtmanns selskabelige liv i København og farverige feriedage i det mangeårige sommerrelæ i Civita d’Antino, Italien.
Romanens hvide sider brydes af grå, i bogstavelig forstand, indeholdende historiske tekster af forskellig art. Disse er primært i direkte kontekst til Den store Sædelighedssag, der fandt sted i årene 1906-07, herunder en historisk forsvarstale af Carl Hansen (politimand Carl Albert Hansen og forfatter Carl Hansen Fahlberg), der var retsforfulgt for overtrædelse af samtidens straffelov § 177 og § 185. Disse straffer ”Omgængelse mod naturen(…)” og ”Den, som ved uteerligt Forhold Krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse(…)”, hvilket i denne sammenhæng er straf af udøvet homoseksualitet.

Personligt nød jeg disse brudstykker af historie, da det binder romanen op på samtiden og tilfører dybde og sandhedsværdi for ej at forglemme samfundets syn på seksualitet. Fortællingen havde altså ikke været det samme uden.
Eneste problem herved er, at der efter udgivelsen er udkommet en debatartikel i Weekendavisen af den bogaktuelle dr.phil., ph.d. Karl Peder Pedersen, der blotlægger, at den i romanen refererede Hjalmar Sørensen ikke er én men to forskellige personer. Nemlig en Hjalmar Sørensen, der havde et forhold til forfatter og politibetjent Carl Albert Hansen Fahlberg, der begge blev dømt i Den store Sædelighedssag. Og den anden, Jens Georg Hjalmar Sørensen, der for en periode var model hos Zahrtmann og i øvrigt selv var maler. Disse to personer er, jævnfør den omtalte artikel, født med en uges mellemrum i april 1881 og således lette at forveksle. At disse to Hjalmar’e skulle være samme person er i romanen med til implicit at forbinde Zahrtmann til det homoseksuelle miljø i København og simpelthen en historisk fejl. Den er selvfølgelig ærgerlig, men det er ikke første gang, at denne forveksling har fundet sted. Her refereres igen til omtalte artikel, der beskriver, at kunsthistoriker Michael Hatt har skildret én Hjalmar Sørensen som en sammensmeltning af de to ovennævnte i sin artikel ”Zahrtmanns symposion: Etik, historie og begær”, hvor han argumenterer for Zahrtmann som værende homoseksuel.

I forhold til selve læseoplevelsen betyder det ikke det store, men på det større plan er det forstyrrende for romanens sammenhængskraft.
Når det kommet til sproget er det mildest talt flamboyant og farvesprudlende hele bogen igennem. Haslund-Gjerrild formår at skabe tydelige billeder, og læseren kan dufte appelsinerne og blomsterne, Zahrtmann omgiver sig med. Til tider bliver det dog næsten overdrevent - mange metaforer og billedsprog i alle revner kan føles forceret og gør nogle steder teksten tung i modsætning til de meget lette fortællefaser, hvor handlingen skrider hastigt frem.

Til gengæld er der en fremragende sans for detaljer hele vejen igennem. Finheden heri kan eksempelvis mærkes i den fornemmelse man har af Zahrtmanns tiltrækning til mænd. Denne er selvfølgelig digtet af forfatteren, og i og med kunstneren aldrig var bekræftet homoseksuel, så formår Haslund-Gjerrild med disse fjerlette anelser i sproget at holde respekten for Zahrtmann. I øvrigt var kunstneren kendt for at have været lidt af en særling, og dette faktum glimter fra små oaser i teksten samtidig med at sympatien for hovedpersonen holdes fint i spænd.

Samlet skal siges, at det er en meget velskrevet roman, og sproget er tydeligvis noget forfatteren mestrer i stor stil. Måden hvorpå den visuelle og skrevne kunst forenes, rører mig personligt og min evige hungren efter æstetikken. Læseren får lov at læse maleriet og se bogen på én og samme tid - og smukt er det.

Med relativt få ord skaber forfatteren altså et kulørt og nuanceret billede af Zahrtmann. Hver sætning har en rolle. Kapitlerne er korte og konstruktionerne simple. Men dog malende, og med en bred pensel tegnes tydelige detaljer af omgivelserne. Der er bestemt plads til flere dialoger og uddybning af relationerne. Man når kun lige at få en smagsprøve af Zahrtmanns univers og så er bogen slut. Spørgsmålet er dog, at hvis bogen var længere, om det ville kompromittere sandhedsværdien og ende i spekulationer. Således er denne roman måske den bedst mulige og respektfulde skildring af Zahrtmann, som tydeligt ender med at blive en hyldest til kunstneren.

Haslund-Gjerrilds hyldest til Kristian Zahrtmann er bestemt værd at læse. Især hvis man nyder et simpelt sprog, der formår at indeholde så mange billeder, som havde en film foldet sig ud foran en. Den historiske vinkel falder for nogen måske til jorden med den nye viden om Hjalmar Sørensens tvedelte identitet. Men jeg mener ikke, at dette faktum skal sætte en stopper for at nyde historien og indblikket i det højborgerlige kunstneriske miljø i starten af 1900-tallet. Det queer ligger og lurer under overfladen gennem hele bogen, kommer aldrig helt til syne men suppleres med den historiske vinkel på den homoseksuelle mand, så det queer hjerte hos læseren føler sig tilfredsstillet, når man klapper bogen sammen igen.